syri202297

Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2021Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2021, og at han [i foråret] 2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor oplyst, at klageren [i vinteren 21/22] fylder 18 år, og at han i den forbindelse vil komme i den militærpligtige alder i Syrien. DRC Dansk Flygtningehjælp har herom oplyst, at klageren ikke ønsker at deltage i krig, og at alle han kender, som har kæmpet i militæret, er døde. Han er meget bange for at blive indkaldt til værnepligt. Tilsvarende har klageren i sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste og ikke ønsker at bære våben eller slå sine landsmænd ihjel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er født [i vinteren 03/04] og at han derved fyldte 18 år [i vinteren 21/22]. Flygtningenævnet finder, under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborger, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2022/97/mima