syri2022114

Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by A], Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste med sin familie i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun og hendes to medfølgende børn [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile i Syrien. [I foråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens individuelle forhold. Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klageren har familiemedlemmer, der har været medlemmer af Den Frie Syriske Hær, og som har været udsat for forfølgelse, og at hun har sin mor og fire søskende i Idlib. Udlændingestyrelsen har på baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder for personer, som har nærtstående familie i Idlib, ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse. Klageren har [i efteråret] 2021 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hele klagerens familie er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at klagerens brødre har tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær, efter klageren er udrejst af Syrien. Klagerens to søstre har været fængslet i henholdsvis ni måneder og et halvandet år, og er blevet anklaget for at støtte Den Frie Syriske Hær. Klageren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle var fængslet i omkring halvanden måned, inden de udrejste af Syrien, fordi han havde deltaget i en demonstration. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine familiemedlemmers tilknytning til Den Frie Syriske Hær til grund. Det lægges efter klagerens forklaring til grund, at hendes tre brødre har tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær efter hendes udrejse af Syrien. Det lægges videre til grund, at klagerens to søstre har været fængslet i Syrien under anklage om, at de støtter Den Frie Syriske Hær. Klageren findes på denne baggrund at have en begrundet frygt for, at hele hendes familie er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af [foråret] 2021 meddelt klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med den begrundelse, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Det fremgår, at det i den forbindelse er lagt til grund, at klageren har flere nære familiemedlemmer, der har været aktive i Den Frie Syriske og været udsat for forfølgelse. Det fremgår videre, at klagerens mor og fire søskende bor i Idlib, hvoraf hendes bror har været aktiv i Den Frie Syriske Hær. Endelig fremgår det sammenfattende af afgørelsen, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det på baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder for personer, der har nærtstående familie i Idlib, ikke kan afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling. Det fremgår, at klageren på denne baggrund er meddelt forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til hendes individuelle forhold. Klageren har herefter under denne sag nedlagt påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Som følge af klagerens familiemedlemmers tilknytning til Den Frie Syriske Hær finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller underkastet tortur, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren og dennes to medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/114/ROZ