Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i to år for overtrædelse af straffelovens § 245 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [A], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hans far blev fængslet i 2012, fordi han var modstander af styret, og fordi han havde deltaget i en PKK-demonstration. Ansøgerens mor har i 2014 eller 2015 oplyst ansøgeren om, at ansøgerens far blev slået ihjel i fængslet. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive afhørt og tortureret som følge af hans familiemedlemmers aktiviteter for Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fætre i 2018 fortalte ham over telefonen, at deres familiemedlemmer kæmpede mod militæret. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han vil opleve problemer som følge af, at han er kurder. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at der er mange grupperinger, der er imod kurdere, og at det er farligt at være kurder i Syrien. Ansøgeren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2021 blevet idømt fængsel i to år for blandt andet vold, jf. straffelovens § 245, og udvist med indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren er tidligere ved dom af [vinteren 17/18] blevet straffet med fængsel i 1 år for bl.a. røveri, jf. straffelovens § 288, og betinget udvist. Ansøgeren, der er [i midten af 20'erne], er i den militærpligtige alder, og som følge heraf må han ved en tilbagevenden til Syrien frygte at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse, dels i forhold til om ansøgeren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Ansøgeren blev ved [byrettens] dom af [vinteren 20/21] straffet med fængsel i et år og ni måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, i form af vold. Ansøgeren blev samtidigt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren fik ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2021 forhøjet straffen og blev idømt fængsel i to år for blandt andet vold, jf. straffelovens § 245, og udvist med indrejseforbud for bestandigt. Forud herfor er ansøgeren tidligere ved dom af [vinteren 17/18] blevet straffet med fængsel i et år for bl.a. røveri, jf. straffelovens § 288, og betinget udvist. Flygtningenævnet finder, at det § 245-voldsforhold, som ansøgeren blev fundet skyldig i ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2021, er en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand, henset til den alvorlige personfarlige kriminalitet og længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den personfarlige kriminalitet, ansøgeren er dømt for, sammenholdt med, at ansøgeren tidligere er fundet skyldig i røveri, og ansøgerens personlige forhold iøvrigt, at ansøgeren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2012, hvor han var [12-15 år] år gammel. Ansøgeren har ikke ægtefælle eller børn. Han har sin mor og to halvsøskende på henholdsvis [4-7 år] og [12-15 år] i Danmark. Ansøgeren forstår og taler dansk. Han har bestået 9. og 10. klasse og har påbegyndt seks måneder af en EUX-uddannelse, men har ikke gennemført en uddannelse. Han har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han alene har været et år i praktik på [et praktiksted]. Han har en begrænset tilknytning til og ingen familie i Syrien. Han taler kurdisk og noget arabisk. Han har gået i skole til 6. eller 7. klasse i Syrien, hvor han således har haft størstedelen af sine formative år. Han har således gode forudsætninger for at klare sig i Syrien ved en udvisning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, hvor arten og grovheden af ansøgerens nuværende og tidligere kriminalitet må være tungtvejende, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/112/EDO
