Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren søgte asyl i Danmark i 2014. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og katolik fra landsbyen […] i provinsen Daraa, Syrien, og er som cirka 20-årig flyttet til Damaskus, hvor hun boede indtil sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2014 klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive dræbt som følge af krigshandlingerne i Syrien, og at hun var alene i Syrien, idet hendes ægtefælle opholdt sig i Danmark. Klageren har under inddragelsessagen på ny forklaret, at hun ikke har oplevet konkrete konflikter i Syrien, og at hun flygtede på grund af krigen og de generelle omstændigheder. Hun har videre forklaret, at hun ikke længere har nogen tilknytning til Syrien, idet hele hendes familie er udrejst, og det ikke er sikkert at opholde sig i landet. Klageren har endvidere forklaret, at både hun og hendes ægtefælle er ældre mennesker og meget syge, og at de derfor ikke vil kunne klare sig i Syrien, hvor de ikke har nogen indkomst eller noget sted at bo og heller ikke vil kunne modtage den fornødne lægelige behandling. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund og i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis tiltrædes det således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19 a. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2 Oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold og behandlingsmuligheder indgår i denne vurdering, jf. herved blandt andet Den Europæiske Menneskerettigheds domstols afgørelser i Hasanbasic mod Schweiz (52166/09), præmis 64, og Emre mod Schweiz (42034/04), præmis 81-81. Klageren bor sammen med sin ægtefælle I Danmark, hvor hun har opholdt sig i ca. 8 år, og Flygtningenævnet finder, at en afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse varetager et legitimt hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, hvori indgår klagerens og dennes ægtefælles høje alder og svækkede helbred, samt deres behov for løbende behandlinger, parrets afhængighed af hinanden og det forhold, at klageren ikke længere har familie eller bekendte i Syrien, finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ”.: Syri/2022/107MNR
