Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/31, Iran/2022/32 og Iran/2022/38. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2011 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive anholdt og henrettet på grund af sin datter, [A’s] (tidligere navn [A]) politiske aktiviteter mod regeringen. Til støtte for sit asylmotiv henviste klageren til, at [A] havde udført illegale politiske aktiviteter for det kurdiske parti, KDPI, hvilket var kommet til de iranske myndigheders kundskab. Klagerens bopæl i Iran blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, der ønskede oplysninger om [A’s] opholdssted og aktiviteter. Klagerens bopæl blev ved den lejlighed ransaget, og den iranske efterretningstjeneste fandt og konfiskerede politisk materiale samt familiens ID-dokumenter. Ved samme episode blev klagerens ægtefælle anholdt, og hun blev herefter tilbageholdt i [flere] dage, hvor hun blev udsat for psykiske og fysiske overgreb. Hun blev løsladt mod kaution. Ved løsladelsen blev klagerens datter, [B], oprørt over at se, hvordan hendes mor var blevet behandlet, hvorefter hun overfaldt myndighedspersoner fysisk og verbalt. Myndighederne tilbageholdt herefter [B] i [flere] dage, hvor hun blev udsat for fysisk og psykisk tortur. Efter løsladelsen, der skete mod kaution, besluttede klageren sammen med sin familie at gå under jorden i [by], hvor de levede i skjul i omtrent ni måneder, hvorefter de flygtede til [land]. Flygtningenævnet omgjorde [i sommeren] 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2011, således at klageren fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at klagerens forklaring om, at hans datter havde udført politiske aktiviteter mod regeringen i Iran, og at klageren var udrejst illegalt fra Iran, blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, skt. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, da han bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og familierelationer, og at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har under denne nævnsbehandling erkendt, at klagerens oprindelige navn er [C], at hans ægtefælles oprindelige navn er [D], at hans datter [B’s] oprindelige navn er [B], at hans datter [A’s] oprindelige navn er [A], og at [E] (oprindeligt [E]) er hans søn. Klageren har således erkendt, at klageren allerede under sin oprindelige asylsag og under nærværende forlængelsessag svigagtigt har forklaret usandt om sit eget og sine familiemedlemmers navne og relation til [E], hvilket er væsentligt i forhold til vurderingen af klagerens generelle troværdighed. Klageren har i forbindelse med nærværende sag henvist til sit oprindelige asylmotiv, og han har på væsentlige punkter fastholdt sin forklaring om sit asylmotiv under henholdsvis den oprindelig asylsag og nærværende sag. Flygtningenævnet bemærker, at det er udlændingemyndighederne, der har bevisbyrden for, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, og på det foreliggende grundlag finder Flygtningenævnet, at det er betænkeligt at lægge til grund, at klageren har udvist en sådan svig, der har relevans for asylmotivet, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/39/EHD
