Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk georgiere og kristne fra [A]-regionen, Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter en tidligere forretningspartner. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2016 købte sig ind i en [virksomhed], hvor han arbejdede som [kontorfunktionær]. Et [familiemedlem] til en af ejerne i virksomheden brugte uretmæssigt virksomhedens penge, hvorfor virksomheden gik konkurs. Ansøgeren blev dernæst beskyldt for at have begået underslæb af sin tidligere forretningspartner. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter sin ægtefælles tidligere ægtefælle, der har sendt ham en trussel via [socialt medie]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har været i militæret, og da hans militærkontrakt skulle forlænges i [starten af 2010’erne], blev dette nægtet under henvisning til, at ægtefællen var medlem af Nationalbevægelsen. Flygtningenævnet er for så vidt angår den kvindelige ansøger enig i Udlændingestyrelsen resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 8. juli 2021 i sag nr. 33056/17 (Tkhelidze v. Georgien) ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ved afgørelsen er taget stilling til en konkret sag involverende det georgiske politi. Flygtningenævnet er for så vidt angår den mandlige ansøger og dennes asylmotiv relateret til en tidligere forretningspartner enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse herfor. Flygtningenævnet henviser vedrørende den mandlige ansøgers asylmotiv relateret til den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle til den ovenfor anførte begrundelse vedrørende den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Geor/2022/4/juri