Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Eritrea, således at hun blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigrinya og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i [et andet land end Eritrea], men opvokset i [en mindre by i] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at de eritreiske myndigheder vil fængsle hende, fordi hun ikke er rejst tilbage til Eritrea, inden hendes exitvisums gyldighedsperiode udløb, og at hun derfor vil blive betragtet som landsforræder. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de eritreiske myndigheder vil tvinge hende tilbage til nationaltjeneste, fordi hun ikke er vendt tilbage efter endt orlov, og at de vil fængsle hende, såfremt hun nægter at vende tilbage til nationaltjeneste. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun ikke vil kunne klare sig i Eritrea på grund af [sit fysiske handicap]. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun i 2013, som er omtrent et år efter at hun havde afsluttet militærtræning i Sawa, blev indkaldt til den civile nationaltjeneste. Hun blev i den forbindelse ansat [på en arbejdsplads], hvor hun blandt andet skulle bære [tunge genstande]. Det var et fysisk hårdt arbejde, som hun havde svært ved at gennemføre, fordi hun [har et fysisk handicap], og hun blev nødt til at tage smertestillende medicin for at komme igennem arbejdsdagen. I 2018 fik ansøgeren tilladelse af de eritreiske myndigheder til at rejse til [et andet land] på baggrund af en indstilling fra hendes arbejdsgiver. I [det andet land] skulle ansøgeren besøge sin søster, som var udrejst illegalt i 2017 for at undgå nationaltjenesten. Ansøgeren fik udstedt et eritreisk nationalitetspas i [en måned i] 2018 og efterfølgende isat et exitvisum, som gav hende tilladelse til at forlade Eritrea i en begrænset periode. Omtrent en måned efter, at ansøgeren skulle have været tilbage på sin arbejdsplads, ringede hendes farbror til hende og oplyste, at hendes tidligere arbejdsgiver og [hendes arbejdsplads] havde ledt efter hende på hendes farbrors bopæl i [en måned i] 2018. De truede ansøgerens farbror med fængsling, hvis han ikke fik ansøgeren tilbage til Eritrea. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens farbror én gang om måneden frem til [et tidspunkt i] 2019. Flygtningenævnet lægger indledningsvis til grund, at ansøgeren inden sin udrejse fra Eritrea var ansat på [en arbejdsplads], hvor hun aftjente sin nationaltjeneste. Flygtningenævnet lægger efter det fremkomne endvidere til grund, at ansøgeren også efter sin egen forklaring er udrejst legalt af Eritrea med henblik på i én måned at besøge sin syge søster i [et andet land], og at ansøgeren udrejste ved brug af eget pas udstedt med hjælp fra ansøgerens arbejdsgiver, hvilket understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s Country of Origin Information Report – Eritrea: National Service, Exit, and Return, udgivet den 1. september 2019. Efter baggrundsoplysningerne omkring aftjening af nationaltjeneste i Eritrea vil ansøgeren, der er [mellem 25-35 år], ved en tilbagevenden til Eritrea være i reel risiko for at blive tvunget til på ny at udføre nationaltjeneste og straffet for på nuværende tidspunkt at have unddraget sig dette. På denne baggrund og da ansøgeren nu har været udrejst af landet i en længere periode, har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2022/7
