Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde samt hendes to medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun er statsborger i et andet land, end det som Sverige har lagt til grund i afgørelsen af sagen, at hun ikke har ret til indkvartering, økonomiske ydelser og sundhedsbehandling og at hun vil blive henvist til at leve under umenneskelig forhold, hvor hun som enlig kvinde skal sørge for sine børns ve og vel samt yde den beskyttelse, der kræves for at bo på gaden med to mindreårige børn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har frasagt sig sit [land A’s] statsborgerskab, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at ansøge om genoptagelse af deres asylsag i Sverige, såfremt der er nye oplysninger, som de svenske myndigheder ikke har været bekendt med på tidspunktet for afgørelsen af klagerens asylsag. Det forhold, at klageren har henvist til en rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om afviste asylansøgeres adgang til sundhedsbehandling og en rapport fra Lifos om en restriktiv fortolkning af undtagelserne til udgangspunktet om manglende ret til indkvartering af afviste asylansøgere, hvorefter det er gjort gældende, at klageren ikke har adgang til indkvarteringsforhold og sundhedsbehandling i Sverige, og at de ved en tilbagevenden til Sverige vil blive henvist til at bo på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen, EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Sver/2022/5/ACA
