Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Slovenien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Slovenien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Slovenien, at klageren havde en fætter i Sverige og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Slovenien og herefter er udrejst af Slovenien, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Slovenien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Slovenien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Slovenien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Slovenien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Slovenien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Slovenien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Slovenien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren lider af [diagnose], [diagnose] samt af svimmelhed og mavesmerter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren om nødvendigt vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Slovenien. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun ikke ved, om hun lider af [diagnose]. Nævnet bemærker ydermere i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de slovenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har en fætter i Sverige, at hun betragter ham som sin bror, at de som børn har boet sammen, og at hun ønsker at blive i Danmark, så hun kan være tættere på sin fætter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klagernes personlige præference for én medlemsstat frem for en anden, ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurdering af hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, idet det vil være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Slov/2022/1/juri
