Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsvilkårene for asylansøgere i Nederlandene samt adgangen til sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[d]et fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en tandinfektion samt nedsat syn på begge sine øjne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 har forklaret, at han har modtaget sundhedsbehandling under sit ophold i Nederlandene, og at klageren derfor fremover må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Nederlandene. Det for-hold, at de nederlandske myndigheder efter det oplyste nægtede at fortsætte klagerens sundhedsbehandling, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 har forklaret, at han ikke har indgivet en klage over de nederlandske myndigheders sundhedsbehandling, idet han ikke vidste, hvor man kunne indgive en klage. Nævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet nederlandsk myndighed, såfremt klageren mener, at han fortsat ikke modtager den fornødne sundhedsbehandling i Nederlandene. Nævnet forudsætter endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de nederlandske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren efter det oplyste under sit ophold i Nederlandene blev indkvarteret sammen med fire andre personer på et asylcenter, kan endeligt ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren hellere vil opholde sig i Danmark end i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker hertil, at en klagers personlige præferencer for én medlemsstat frem for en anden ikke kan tillægges vægt ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en klagers asylsag, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.” Løbenummer: Dub-Nede/2022/2/MLVT.
