Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Herat, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at han [i foråret] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste til Afghanistan [i foråret] 2015. Klageren udrejste for at være sammen med sin ægtefælle, fordi han ikke kunne få familiesammenføring i Danmark med hende på grund af 24-års-reglen. Klageren har oplyst, at han udrejste af Danmark allerede i 2010. [I efteråret] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1 og 4, jf. § 17 a, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Som anført af Udlændingestyrelsen udrejste klageren frivilligt af Danmark for at være sammen med sin ægtefælle, der ikke kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Klageren opgav i den forbindelse sin bopæl og gav sine ejendele væk. Klageren har nu opholdt sig uden for Danmark i ca. 12 år. Han har boet i Afghanistan fra 2012-2021 med sin ægtefælle og sine børn, hvor han har etableret sig som selvstændig erhvervsdrivende. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt har taget bopæl i Afghanistan, og at betingelserne for at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet er opfyldt, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det tiltrædes endvidere af de anførte grunde, at der ikke foreligger forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, herunder som anført i EMRK artikel 8, som kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltrædes det endvidere, at klagerens opholdstilladelse ikke kan anses for bevaret efter udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Da klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, har klageren ikke ret til at opholde sig her i landet.” Afgh/2022/37/ACA