afgh202234

Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan, men ansøgeren har oplyst, at han er opvokset i Iran, idet at han og hans familie flygtede fra Afghanistan på grund af ansøgerens fars problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fjender, fra Taliban og personer fra familieklanen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede [i en højere stilling] i [H-provinsen]. På grund af farens konflikter med personer fra klanen og problemer med Taliban, var familien nødt til at flygte til Iran. I 2018 tog ansøgeren sammen med sin bror [A] til [B] i [H]-provinsen i Afghanistan, fordi familien fortsat havde jord der. Under opholdet opsøgte en kvinde ansøgeren og hans bror og oplyste, at hvis de var sønner af [C], ansøgerens far, måtte de forlade byen straks for ikke at blive pågrebet af kommandanter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fik interesse for kristendommen via sin bror [D], som introducerede ham til kristendommen i 2017 eller 2018, da han var på besøg i Iran. I starten gjorde ansøgeren sammen med sin familie grin af [D], fordi ansøgeren på det tidspunkt var troende muslim. På ansøgerens rejse til Tyrkiet bad han til gud, der viste ham vej. Da ansøgeren kom til Tyrkiet fandt han Jesus. I Tyrkiet lærte ansøgeren en præst ved navn [E] at kende, og ansøgeren læste biblen og fik interesse for kristendommen. Ansøgeren talte med [E] om forskellige spørgsmål og ting, som han var i tvivl om. I Tyrkiet var ansøgeren også i kirke en enkelt gang. I Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter, og han går i kirke, er protestant og blev døbt [i efteråret] 2020. Ansøgeren har i kristendommen fundet kærlighed, venlighed og ro. De generelle forhold i Afghanistan: Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Afghanistan ikke af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan. Klagerens individuelle forhold: Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far var ansat i en højere administrativ stilling i [H]-provinsen, at han i et vist omfang udtalte sig negativt om Taliban, og at han udrejste fra Afghanistan med sin familie for flere år siden og på et tidspunkt, hvor ansøgeren var så ung, at ansøgeren ikke husker, hvornår udrejsen fandt sted. Ansøgeren har kun i helt overordnede vendinger kunne forklare om udrejsen og baggrunden herfor. Ansøgeren har til asylsamtalen blandt andet oplyst, at han aldrig har modtaget personlige trusler fra Taliban eller familieklanen, og ansøgeren har forklaret udetaljeret og afglidende om de påståede konflikter, herunder navnlig om karakteren og årsagen til konflikterne, og ansøgerens forklaring om hans kortvarige ophold i [B] i [H]-provinsen i 2018 fremstår som konstrueret til lejligheden. Derfor, og efter de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren står i et asylbegrundede modsætningsforhold til Taliban eller familieklanen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er døbt, og at han har udvist en vis aktivitet inden for kristne trossamfund, herunder i [F], hvor han nu er volontør, og at han har været elev på [G], men ansøgeren har forklaret afglidende og til dels divergerende om, hvornår og under hvilke omstændigheder hans interesse for kristendommen opstod, og ansøgeren har i det væsentlige forklaret om kristendommen i generelle termer. Herefter tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2022/34/anjv