Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog deltaget i seks demonstrationer i Danmark i perioden 2018-2021 mod den syriske regering. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel som følge af den generelle situation, herunder de væbnede kampe, der foregår mellem de syriske myndigheder og oprørsgrupperne. Videre har han henvist til, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret til at deltage i væbnede kampe enten for de syriske myndigheder eller for forskellige oprørsgrupper i Syrien. Endelig frygtede han at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udrejst illegalt af landet, og at han derfor bliver betragtet som forræder af styret. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og har endvidere henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste, idet han forud for sin udrejse blev opsøgt to gange for at blive genindkaldt. Videre har han henvist til, at han er eftersøgt på grund af sin nevø, som havde udtrykt sig kritisk om styret og var blevet tilbageholdt som følge af dette. Endelig har han henvist til, at han er eftersøgt på grund af sin datters [A’s] aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine, datteren [A’s] og klagerens ene nevøs aktiviteter og forhold i Syrien til grund. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse herfor og bemærker, at klageren under nævnsmødet yderligere har forklaret udbyggende, at demonstrationer i Syrien tog udgangspunkt i hans forretning, og at han skaffede stof og andre ting til demonstranterne, ligesom klageren udbyggende har forklaret, at han som følge af nevøens forhold blev opsøgt to gange af personer fra det syriske militær. Klagerens ene datter [A] er af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af datterens deltagelse i regimekritiske demonstrationer i Danmark og efterfølgende deling af billeder herfra i Facebookgrupper med titusinder af medlemmer. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring sammenholdt med billederne i klagerens datters asylsag endvidere til grund, at klageren har deltaget i tre af disse demonstrationer, hvor han er med på billeder fra demonstrationerne sammen med sin datter. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring og oplysningerne i sagen i øvrigt endelig til grund, at klagerens datters kæreste, [B], er medstifter og ledende medlem af [forening], der blandt andet har en Facebookside med flere tusinde følgere. Flygtningenævnet finder på den baggrund, under henvisning til baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders monitorering af syriske statsborgere i udlandet og under henvisning til forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/255/imbs