Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/252/hmu. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [en by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel af de forskellige grupperinger, der er i landet. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at komme i militæret. Klageren henviste endvidere til, at han ikke vil i militæret, idet han vil blive tvunget til at slå uskyldige mennesker ihjel. Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i det syriske militær. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hans kollegaer og andre bekendte i Danmark har oplyst ham, at mænd i den militærpligtige alder bliver tvunget til at aftjene militærtjeneste, også selv de er den eneste søn i familien. Klageren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter ikke at have et sted at bo, idet han ikke har flere kontakter i Syrien, og at han ikke kan søge hjælp hos de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv under nævnsmødet endelig henvist til, at omkring fem af hans farbrors sønner i slutningen af 2014 blev medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Klagerens søster blev i 2018 af en veninde oplyst, at nogle af deres farbrors sønner var taget til Idlib, og at en af dem var blevet slået ihjel. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i [en by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren skal således vurderes i forhold til Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif-Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren har sin storesøster på [X] år i Danmark, der har egen bopæl. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at søskende som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans søster i Danmark. Klageren har [X] søstre, der bor i Sverige. Han har ingen familie i Syrien. Flygtningenævnet vurderer således, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at udgøre en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Klageren er [X] år og er født og opvokset i Damaskus i Syrien. Han har boet i Syrien, indtil han var [X] år gammel og har gået 8 år i syrisk skole. Han taler arabisk. Han har haft lovligt ophold i Danmark i [X] år. Siden 2018 har han haft egen bopæl, og han er 2021 flyttet til København og har fortsat egen bopæl. Han har blandt andet afsluttet 9. og 10. klasse på VUC, har læst på HF enkeltfag og har arbejdet som pizzabud og opvasker. Herudover har han en række måneder i 2020 gået på tandlægeklinikassistentuddannelsen. I en række måneder i 2020 har han arbejdet 25 – 35 timer ugentligt som fastansat chauffør for [virksomhed]. I første halvår af 2021 har han taget grundforløbet på kokkekursus på [erhvervsuddannelse], hvorefter han i nogle måneder har været i praktik på en restaurant i [en by i Danmark]. Siden [foråret] 2021 har han arbejdet fuldtid hos [virksomheden] på ny. Han har siden i perioden [X år – X år] været medlem af en bodybuildingklub, hvor han har deltaget i konkurrencer med gode placeringer. Efter en samlet vurdering, herunder med særlig vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, og klagerens øvrige forhold og tilknytning til Danmark i forhold til Syrien, finder Flygtningenævnet derfor, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Det forhold, at klageren ikke kender nogen i Syrien, og at han ikke ved, hvor han skal bo eller arbejde ved en tilbagevenden til Syrien, er socio-økonomiske forhold, der heller ikke kan anses for at være forhold, der anses for nedværdigende behandling eller på anden vis være forhold, der vil medføre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv og ikke har konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer, privatpersoner eller de syriske myndigheder. Det forhold, at klagerens søster af en veninde i 2014 har fået oplyst, at omkring fem af klagerens farbrors sønner er medlemmer af Den Frie Syriske Hær, hvor af en af dem skulle være blevet dræbt, kan efter en samlet vurdering ikke anses for at bringe klageren i konflikt med de syriske myndigheder. Farbrorens sønner må, dels anses for at være fjerne slægtninge, dels ikke anses for at være særligt profilerede, ligesom klageren ikke har eller havde kontakt til dem, før han udrejste af Syrien. Med hensyn spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, bemærkes først og fremmest, at klageren er [X] år og således er i den militærpligtige alder. Det er ubestridt, at klageren er sin mors eneste søn, og gældende regler vedrørende militærtjeneste i Syrien medfører, at klageren er berettiget til at blive fritaget for militærtjeneste, hvis klageren ansøger herom og opfylder en række betingelser i øvrigt er opfyldt. Flygtningenævnet finder imidlertid på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foreligger en betydelig usikkerhed med hensyn til, om reglen om fritagelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at der på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger er en betydelig usikkerhed med hensyn til, om klageren vil være undtaget fra militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger i den konkrete sag endvidere vægt på, at klagerens mor er død i 2008 – ligesom klagerens far sandsynligvis også er død – hvilket Flygtningenævnet finder, øger usikkerheden om, hvorvidt de syriske myndigheder med sikkerhed vil fritage klageren som følge af, at han er ”eneste søn”. På denne baggrund – og når henses til, at der fortsat er grund til at anvende det såkaldte forsigtighedsprincip ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien – finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/253/hmu.