Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnte udtalte:Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun vil blive slået ihjel eller blive kidnappet som følge af den verserende konflikt i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien som følge af de generelle forhold i Syrien samt fordi hun ikke har nogen familie i sit hjemland, ligesom hun vil være langt væk fra sine tre børn, som bor i Sverige. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i Damaskus, og at hun derefter i cirka 20 år har boet i Saida Zaynad, Rif Damaskus, Syrien. Klageren skal således vurderes i forhold til Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from op-position groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen af asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er [i sine 40’ere], har boet det meste af sit liv i Syrien og har haft lovligt ophold i Danmark i lidt over [antal] år. Hun har gået [antal] år på sprogskole i Danmark og har i 2021 samlet været nogle få måneder i praktik i blandt andet [praktikplads]. Hun har aldrig haft arbejde eller deltaget i undervisning ud over sprogskolen, og hun har heller ikke deltaget i foreningsliv eller lignende. Hun har 3 børn på henholdsvis 18 år, 17 år og 10 år, der alle bor hos klagerens ex-mand i [andet et europæisk land], som hun blev skilt fra i 2009. Hun har ikke haft samvær med børnene siden 2019, bortset fra, at klageren i [efteråret] 2021 har været på besøg hos dem i [andet et europæisk land]. Hun har sin storebror, dennes ægtefælle og tre børn i Damaskus, Syrien, som hun har kontakt til. Hendes mor og en bror bor i [et ikke europæisk land A], 2 brødre og en søster bor i [andet et europæisk land], og 2 søstre bor i [et ikke europæisk land B]. Klageren har ingen familie i Danmark og har således ikke et familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har et ønske om, at samvær med børnene udøves i Danmark, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge et bestemt land, hvori de vil udøve deres familieliv, jf. Jeunesse v. Holland (2010) afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter en samlet vurdering, herunder særligt henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark, hendes meget få aktiviteter og øvrige forhold i Danmark, sammenholdt med, at klageren [i 30’erne] udrejste af Syrien, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Som følge heraf finder nævnet ikke, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde, at hun ikke ved, hvor hun skal bo eller arbejde, og at hun frygter de generelle prisstigninger i Syrien, er ikke i sig selv asyl-begrundende, men socio-økonomiske forhold. Nævnet har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, The Socio-Economic Situation in Damascus City” fra marts 2019, hvoraf fremgår, at kvinder i teorien har samme rettigheder som mænd, at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og har lov at leje egen bolig, ligesom hver tredje husholdning er ledet af en enlig kvinde. Situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er omfattet af EMRK artikel 3. Det bemærkes herved, at klageren har sin bror, der bor i Damaskus. Af Udlændingestyrelsens landerapport “Syria, Security and Socio-Economic Situation in the governorates of Damascus” fra oktober 2020 og af EASO´s rapport Syria, The Socio-economic Situation: Damascus City”, fra april 2021 fremgår det, at der er adgang til basale livsfornødenheder i Damaskus, herunder adgang til mad, vand, elektricitet og skolegang, og at det er muligt at få et arbejde og et sted at bo. Det forhold, at klageren har smerter i [kropsdel C], en form for [gener] i hendes [kropsdel D], har smerter i [kropsdel E], [kropsdel F], [kropsdel G] og [kropsdel H] som følge af et [et handling] i 2018, at hun døjer med mandlerne samt at hun har det psykisk dårligt, fordi det er hårdt at være uden sine børn, og at hun tager medicin for sine [kropsdel I] i form af [medicin] samt jerntabletter og vitaminer, kan ikke anses for at være sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil medføre en krænkelse af EMRK artikel 3 at inddrage opholdstilladelsen. En udlænding kan således ikke påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på forsat lægebehandling, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomsstols dom i sagen Hasanbasic mod Schweiz (52166/09). Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har oplyst, at hun ikke har været politisk aktiv, og at hun ikke har eller har haft konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer, privatpersoner eller de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren har været udrejst af Syrien en årrække og har søgt om asyl i Danmark, kan heller ikke anses for at bringe klageren i konflikt med de syriske myndigheder. Det fremgår således at Udlændingestyrelsens notat ” Syria, Consequences of illegal exit, consequences of leaving of civil servant position without notice and the situation of kurds in Da-mascus” fra 2019 og rapporten fra EASO “Syria, Targetting of individuals” fra marts 2020, at et cirkulære fra det syriske udenrigsministerium fra marts 2019 indebærer, at syrere, der er udrejst på grund af krigen, ikke risikerer problemer med de syriske myndigheder alene på grund af deres udrejse. Af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for retur-nees” fra december 2020 og af EASO-rapporten ”Syria, internally displaced persons, returness and internal mobility” fra april 2020 samt rapporten fra UK Home Office, Country Policy and Informa-tion Note ”Syria: The Syrian Civil War” fra april 2020 fremgår det, at personer, der ønsker at vende tilbage til Syrien fra udlandet, vil skulle søge om at få deres status som syrisk statsborger legaliseret via en syrisk repræsentation i udlandet. Personer, der har opnået denne legalisering, kan vende tilbage til Syrien uden problemer. Af rapporterne fremgår det videre, at personer, der er udrejst af Syrien, som udgangspunkt vil blive godkendt og ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien. Kun personer opført på en ”wanted-list” vil kunne opleve problemer med at blive godkendt og opnå tilladelse til at vende tilbage til Syrien. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke har eller har haft nogen form for konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse og umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Syri/2021/251/sme
