syri2021248

Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i Al-Mazzeh, Damaskus, Syrien og har siden [årstal] boet i Darayya, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han har været politisk aktiv ved at have deltaget i demonstrationer i begyndelsen af urolighederne i Syrien. Derudover har klageren oplyst, at han har udtalt sig kritisk om situationen i Syrien på Facebook. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren 2015] klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive fængslet, og at han og sønnen ville blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren henviste endvidere til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [sommeren 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, til sit oprindelige asylmotiv. Derudover har han henvist til, at han har fået at vide af en ven, at han er efterlyst af sikkerhedstjenesten i Syrien, idet han er sigtet i en sag for sin deltagelse i omkring ti demonstrationer mod regimet i [årstal]. Endvidere har han henvist til, at hans bror, [navn], er blevet indkaldt til militæret og udeblevet, og at hans bror, [navn 2], deltog i demonstrationer, og er eftersøgt på denne baggrund. Klageren frygter derfor, at de syriske myndigheder vil sætte klageren i fængsel indtil brødrene har meldt sig selv. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han under sit ophold i Danmark har kritiseret situationen i Syrien på Facebook, og at han som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltagelse i demonstrationer, rettet mod de syriske myndigheder og de danske myndigheders hjemsendelser, er blevet eksponeret i flere medier, herunder i Danmarks Radio og Syria TV. Klageren har ikke i sine oprindelige samtaler med udlændingemyndighederne som asylmotiv oplyst om, at han i Syrien har deltaget i demonstrationer i forbindelse med oprøret i Darayya fra [måned] 2011 indtil [måned] 2011, hvor han ophørte med at deltage, fordi der blev skudt mod demonstranterne, og flere demonstranter begyndte at bære våben. Uanset at klagerens forklaring om, hvorfor han først under en samtale den [sommeren 2020] med Udlændingestyrelsen oplyste herom, til en vis grad er understøttet af hans korrespondance i 2016 med en bekendt i Syrien, som oplyste ham om, at det ikke var sikkert for ham at vende tilbage til Syrien i forbindelse med en påtænkt rejse for at besøge sin dengang alvorligt syge mor, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sin deltagelse i disse demonstrationer til grund som asylmotiv. Klageren har siden sin udrejse fra Syrien foretaget en række opslag på sin åbne Facebook-profil under navnet [navn], hvor han har delt billeder fra krigen i Syrien, navnlig fra Darayya, hvor han har fremsat kritik af det syriske styre som ansvarlig for ødelæggelserne i Syrien. Han har endvidere deltaget i flere demonstrationer i Danmark, herunder en længerevarende demonstration foran Christiansborg med kritik af den danske udlændingepolitik for så vidt angår hjemsendelse af syriske statsborgere, og dermed kritik af de politiske forhold i Syrien. Han har i den forbindelse været profileret i danske medier, og har senest den [vinteren 2021] medvirket i et indslag på [tv kanal] TV, der er en syrisk nyhedskanal hjemmehørende i Tyrkiet, hvor hans navn har været oplyst i indslaget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren som følge af disse profileringer har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, hvorved han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 10. juli 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/248/roz