erit20221

Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen har ved mødets indledning berigtiget styrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021, idet ansøgeren ikke – som anført i afgørelsen – er født i Danmark. Styrelsen har i forbindelse hermed oplyst, at dette ikke fører til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat ikke kan opnå konsekvensstatus, da ansøgeren ikke er født i Eritrea og indrejste i Danmark flere år efter sin far. Ansøgeren er etnisk tingrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Hun er født i Etiopien og har aldrig været i Eritrea. Ansøgerens far kommer oprindeligt fra [by A], Eritrea. Ansøgeren har på som asylmotiv (via sin far) henvist til, at hun frygter at blive fængslet og slået ihjel på grund af forældrenes illegale udrejse og farens aktiviteter på sociale medier. Til støtte herfor er det oplyst, at hvis én i familien er imod regeringen i Eritrea, vil alle familiemedlemmer blive fængslet. Ansøgerens farmor har været anholdt, men er nu løsladt. Ansøgerens far har lavet et ”live opslag” på Facebook, som er vist til egne følgere, hvor han taler åbent om at være uenig med regeringen. Der er derudover som asylmotiv henvist til, at ansøgeren vil blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea på ubestemt tid og udnyttet seksuelt af ansatte i det militære regime. Endelig er henvist til, at det kan frygtes, at ansøgeren ikke kan få den nødvendige uddannelse og en god fremtid i Eritrea. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren, der er [0-3] år gammel og aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea. Farens aktiviteter på de sociale medier og det forhold, at faren er udrejst illegalt, ændrer ikke herved. Grundet ansøgerens alder tiltrædes det endvidere, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. herved bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Det forhold, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ansøgerens søskende er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles konsekvensstatus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er indrejst i [vinteren 20/21], at ansøgerens far er indrejst i [efteråret] 2014, og at ansøgerens søskende er indrejst i [efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af sine familiemedlemmers opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Herefter, og da Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Eritrea ikke i sig selv er asylbegrundende, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2022/1/rila