Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 4.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har under sin asylsag og i forbindelse med nærværende sag oplyst, at han har været tilbageholdt af de eritreiske myndigheder og udsat for fysiske overgreb. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt af de eritreiske myndigheder, fordi han tidligere har været tilbageholdt i flere dage, og fordi han er udrejst illegalt. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene nationaltjeneste. Flygtningenævnet lægger som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021 til grund, at klageren som følge af disse forhold isoleret set fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter samme lovs § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Ved [landsrettens] ankedom af [dato i sommeren] 2020 er klageren straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for forsøg på voldtægt og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Flygtningenævnet finder, at der er tale om grov personfarlig kriminalitet, der udgør en særlig farlig forbrydelse. Efter karakteren af den begåede kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet. Klageren, der indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, blev meddelt asyl [i foråret] 2015. Klageren, der er sund og rask, har – ud over to kusiner – ingen familierelationer i Danmark. Hans mor og to søskende bor ifølge sagens oplysninger i Eritrea. Han har ifølge de foreliggende oplysninger påbegyndt en erhvervsuddannelse, haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark i 2 år og deltaget i frivilligt arbejde. Efter en samlet afvejning af disse forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, at klageren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Erit/2021/17/RILA
