Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at han har det psykisk svært, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige behandling i Tyskland. Nævnet bemærker videre, at der ikke foreligger yderligere oplysninger om klagerens mentale helbred end det af klageren anførte i asylansøgningsskemaet [fra efteråret] 2021 og i oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2021, herunder at han ikke har nogen psykiske diagnoser. Flygtningenævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens forhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de tyske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer. Endelig kan det af klageren oplyste om, at han føler sig overvåget og udsat for undertrykkelse og påvirkning af den tyske efterretningstjeneste, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det alene beror på klagerens egen formodning, at han er overvåget og udsat for undertrykkelse og påvirkning af den tyske efterretningstjeneste, og at klagerens forklaring herom ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at han ikke vil kunne få den fornødne beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/25/IMBS
