Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende et ægtepar, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne risikerede at blive frihedsberøvet under asylsagsproceduren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne risikerer at blive frihedsberøvet, hvis de overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. De af DRC Dansk Flygtningehjælp påberåbte domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er grundlag for at antage, at de polske myndigheder generelt frihedsberøver asylansøgere uretmæssigt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klagerne ved en overførsel til Polen frygter at blive overført til Hviderusland, og at klagerne frygter, at der ikke sker en reel sagsbehandling af deres asylsag i Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mulighederne for adgang til asylproceduren for dublin-overførte, herunder AIDA, Country Report: Poland 2020, udgivet i april 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Endelig finder Flygtningenævnet, at DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til forholdene for særligt sårbare ansøgere i Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer som Udlændingestyrelsen, at der ikke er tale om særligt sårbare klagere. I den forbindelse har Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerne under deres samtaler [i efteråret] 2021 har oplyst til Udlændingestyrelsen, at de er sunde og raske. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Pole/2021/7/RILA
