Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har en opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren må betragtes som særlig sårbar med henvisning til klagerens psykiske tilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den [dato i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 12, stk. 2. Det fremgår af accepten, at klageren har et gyldigt opholdskort, og Polen har i øvrigt tre gange tidligere accepteret at modtage klageren efter forordningens artikel 12, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren bør anses for at være særlig sårbar, da han må formodes at lide af behandlingskrævende psykisk sygdom, samtidig med at han ikke har nogen sygdomsindsigt, og derfor ikke kan antages at ville opsøge behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland”, udgivet i april 2021, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring. Det fremgår endvidere, at der trods praktiske begrænsninger – blandt andet som følge af COVID-19-situationen – fortsat er adgang til at modtage sundhedsbehandling for helbredsmæssige problemer, herunder psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvisning til en psykiater. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne behandling, hjælp og støtte i Polen. Flygtningenævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2021/6/DH
