Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, som var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygtede, at hans asylsag ikke vil blive grundigt behandlet af de nederlandske myndigheder, samt at de rwandiske myndigheder vil blive orienteret om klagerens ansøgning om asyl i Nederlandene, og som følge heraf vil udsætte ham for forfølgelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder videre ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om asyl ikke vil blive grundigt behandlet i Nederlandene, samt at de rwandiske myndigheder vil blive orienteret om klagerens ansøgning om asyl og på den baggrund vil udsætte ham for forfølgelse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2021/4/MIMA
