Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende et ægtepar og deres mindreårige barn, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, og at familien var særligt sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at såfremt en udlænding påberåber sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår det videre, at dette tilsvarende gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt om asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Italien, og at klagerne inden deres asylsag var færdigbehandlet udrejste af Italien og nu opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår, det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende, de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagernes frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor asylansøgeren er vurderet sårbar. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klagerne under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at indkvarteringsforholdende i Italien er sådanne, at en overførsel af klagerne til Italien af denne årsag vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder, at det det må bero på en konkret vurdering, om klagerne skal overføres til Italien eller have deres ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klagerne under hensyn til de aktuelle modtageforhold med videre i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at deres asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. For så vidt angår det forhold, at flere af klagernes familiemedlemmer er bosiddende i Danmark og kan hjælpe klagerne, bemærker nævnet, at de oplyste herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klagerne og deres herboende familiemedlemmer, som skulle begrunde at deres asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. Nævnet bemærker desuden, at klagernes personlige præference for én medlemsstat frem for en anden, ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurdering af hvilken medlemsstat, der skal behandle klagernes asylansøgning, idet det vil være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, henset til at klagerne har anført, at de som følge af, at de er en børnefamilie, og at de er påvirket af, at deres datter ikke vil kunne modtage den nødvendige hjælp og støtte fra de italienske myndigheder, herunder den nødvendige lægehjælp, må betegnes som sårbare, at nævnet ikke finder, at klagerne er så ganske særligt sårbare, at en overførsel til Italien ikke kan ske. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2021, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2021, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fast retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes i en prioriteret asylproces. Flygtningenævnet har videre fundet, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen for klagerne af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien som følge af COVID-19 pandemien, herunder bemærkningen om, at flygtninge, migranter og asylansøgere er blandt de hårdest ramte persongrupper, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerne vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at de italienske myndigheder ikke vil overholde deres internationale forpligtelser, at dette kan føre til, at klagernes asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Ital/2021/21/sme
