Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 8, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Colo/2021/14/gdan og Colo/2021/15/gdan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk mestiz, kristen protestant og født i [by], Quindío, Colombia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren og hendes forældre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens forældre som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygtede medlemmer fra en gruppe, der havde kontrollen i klagernes hjemområde, formodentligt FARC, idet faderen havde givet mad til soldater fra regeringen. Forældrene oplyste til støtte herfor, at faderen i [starten af] 2005 blev opsøgt af medlemmer fra en gruppe, som gav ham besked på at forlade området inden for 24 timer. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til faderens konflikt med FARC og til, at Colombia ikke har ændret sig, og at der fortsat er vold overalt. Flygtningenævnet lægger klagerens forældres forklaring om faderens konflikt i [starten af] 2005 med guerillagruppen FARC til grund. Konflikten havde sin baggrund i, at klagerens forældre to gange havde givet mad til soldater fra den colombianske regeringshær på den gård i landsbyen [by A] i Huila-regionen, hvor de arbejdede. Derefter gav FARC faderen besked på at forlade området indenfor 24 timer. Af Udlændingestyrelsens rapport fra 22. februar 2019: ”Sikkerhedssituationen i Colombia: Fredsaftale, væbnede parter, udsatte grupper og retsvæsen”, fremgår det blandt andet, at der i 2016 blev underskrevet en national fredsaftale mellem regeringen og landets største oprørsgruppe, FARC. Fredsaftalen var en historisk milepæl. FARC blev under fredsaftalen fjernet fra EU's terrorliste, og som et led i fredsaftalen skulle FARC demobilisere. Afvæbningen blev monitoreret af FN’s mission i Colombia, der i sommeren 2017 bekræftede, at demobiliseringen var afsluttet. Ved aftalen trak FARC sig tilbage fra 98 % af de områder, de tidligere kontrollerede. Fredsaftalen indebærer blandt andet gennemgribende jord- og landbrugsreformer og et nyt retssystem, som skal sikre retfærdighed og forsoning for konfliktens ofre og demokratisk deltagelse. Derudover dannede FARC et politisk parti og stillede op til valget i 2018. Af rapporten fremgår det, at omtrent 800-1.500 FARC-dissidenter ikke har tilsluttet sig fredsprocessen. Disse opererer primært i områder, hvor FARC tidligere var aktive, navnlig i de sydlige provinser, i grænseområdet til Venezuela samt kystregionerne langs Stillehavet i provinserne Nariño, Cauca, Caquetá, Guaviare, Vaupés, Guainía og Meta. Da konflikten mellem FARC og klagerens far havde sin baggrund i FARC´s daværende kamp mod regeringen, da FARC og regeringen har indgået en fredsaftale, der indebar en demobilisering af FARC, der blev afsluttet i 2017, da faderens konflikt opstod i [starten af] 2005 – for over 16 år siden - og da klagerens forældre og klageren ikke er særligt profilerede, findes den omhandlede konflikt med FARC at være afsluttet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Colombia ikke vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I henhold til EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter EMD’s praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til blandt andet EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder klagerens unge alder, at klageren fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der af disse grunde findes at foreligge et familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv er klageren født i [2000’erne] i Colombia og har boet i Colombia indtil 2005, og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Klageren, der i dag er [i staren af 20’erne], indrejste som [12-15-årig] [i sommeren] 2013 i Danmark, og har nu opholdt sig i landet i knap otte et halvt år. Hun har gået i modtageklasse, almindelig folkeskole og har gennemført 10. klasse. Klageren har endvidere gennemført gymnasiet, som hun afsluttede i 2021 med studentereksamen. Hun taler flydende dansk. Hun har danske venner og har arbejdet på en [X] restaurant som tjener, og arbejder nu på en café som tjener. I sin fritid går hun til [sportsgren], og har tidligere gået til [sportsgren] med sine venner. Hun er sund og rask. Klageren har sin mor og far samt sin bror [i starten af 20’erne], der ligeledes er colombianske statsborgere, i Danmark. Hun har [familiemedlemmer] i Colombia og sin storesøster, [A], der er bosiddende i [et land i Sydamerika]. Flygtningenævnet finder henset til klagerens tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hendes ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født i Colombia, hvorfra hun udrejste til [et land i Sydamerika] sammen med sin mor og bror, da hun var [4-7] år. Hun indrejste herefter i Danmark i 2013 som kvoteflygtning, og har således haft lovligt ophold i Danmark i knap otte og et halvt år. Hun har i Danmark gået i folkeskole op til 10. klasse og har efterfølgende afsluttet en gymnasial uddannelse. Hun taler endvidere flydende dansk. Hun har i Danmark gået til [sportsgren] med sine venner, og går nu til [sportsgren]. Hun har haft flere forskellige jobs, og har siden [efteråret] 2019 arbejdet på en restaurant, og har siden [efteråret] 2021 arbejdet på en café. Hun er nu [i starten af 20’erne], og bor fortsat hjemme hos sine forældre, hvor hendes storebror ligeledes bor, hvis sager behandles sammen med nærværende sag. Klageren har [familiemedlemmer] i Colombia og sin storesøster, [A], der er bosiddende i [et land i Sydamerika]. Henset til de foreliggende omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privatliv i medfør af EMRK artikel 8, stk. 1, at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på klagerens knap otte et halvt årige ophold i Danmark, hvor hun har haft dele af sine formative år og adskillige af sine ungdomsår, at klageren i Danmark har gået i folkeskole, taget en gymnasial uddannelse, arbejdet og har sine venner. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Colo/2021/16/gdan
