colo20203

Nævnte stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia samt medfølgende barn. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestiz og kristen af trosretning fra Medellin, Antioquia, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kæreste, [X], fordi hun forlod ham. Ansøgeren frygter endelig, at [X] vil bortføre deres fælles datter, og at [X] vil skade hendes familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [X] udsatte ansøgeren for fysiske og psykiske overgreb, mens de var sammen, og mens ansøgeren var gravid. Ansøgeren forlod derfor [X] og flygtede fra Ecuador til Colombia. Efter flugten begyndte [X] at chikanere ansøgeren via sociale medier, og han overvågede hende gennem bekendte i Colombia. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin tidligere kæreste, [X], der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten mangler den fornødne intensitet og karakter. Flygtningenævnet har endvidere i den forbindelse vurderet, at ansøgerens og hendes tidligere kærestes kommunikation på de sociale medier har karakter af chikane, der udspringer af deres tidligere forhold og deres fælles datter. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hendes tidligere kæreste vil slå hende ihjel eller bortføre deres fælles datter, idet han aldrig har opsøgt hende på hendes bopæl efter, at hun flyttede tilbage til Colombia i [vinteren 2016/2017], og indtil hun udrejste ca. to år efter til Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens tidligere kæreste ifølge ansøgerens forklaring i perioder vidste, hvor hun boede, men ikke opsøgte hende, selv om han havde haft mulighed herfor. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hendes tidligere kæreste vil forsøge at skade hendes familie, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hendes familie ikke har oplevet problemer på grund af ansøgerens tidligere kæreste. Under nævnsmødet har ansøgeren dog forklaret, at hendes bror er blevet stukket i ryggen af ukendte personer, og at hun formoder, at det er hendes tidligere kæreste, der har foranlediget volden. Flygtningenævnet finder, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning. Det forhold, at ansøgerens tidligere kæreste har forfulgt og angrebet personer, som han har gjort forretninger med, kan ikke føre til en ændret vurderet. De generelle forhold i Colombia kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2020/3/EHD