Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og kristen fra Bucaramanga, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Colombia frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, der har forsøgt at afpresse ansøgeren. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2014 blev afpresset telefonisk af ukendte personer, som udgav sig for at være ansøgerens nevø, som havde brug for penge. Ansøgeren blev herefter kontaktet telefonisk tre gange, hvor afpresserne bad ham om penge. Ansøgeren er op til flere gange blevet truet på livet af afpresserne. Endvidere er ansøgeren og ansøgerens søn blevet overfaldet af ukendte personer, som krævede, at ansøgeren skaffede dem penge. Ansøgeren er ligeledes blevet forsøgt slået ihjel af afpresserne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at han modtog det første telefonopkald på sin søsters fastnettelefon og efterfølgende flere gange på ansøgerens egen mobiltelefon, ikke fremstår overbevisende, idet ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvordan afpresserne efter at have talt med ham på søsterens fastnettelefon skulle have fået fat i hans mobiltelefonnummer. Heller ikke ansøgerens forklaring om det efterfølgende meget langvarige forløb i først Colombia, siden Ecuador, og derefter på ny Colombia frem til den endelige udrejse mod Danmark i [foråret] 2018 forekommer overbevisende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor afpresserne gennem en længere periode og over landegrænser skulle være interesseret i at udfinde og afpresse ansøgeren, der ikke kan anses for særlig formuende. Det er i den forbindelse også indgået i nævnets vurdering af sagen, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under henvisning til børnenes skolegang og pres fra sin daværende hustru valgte at rejse tilbage til Colombia i efteråret 2015 efter at have opholdt sig i Ecuador som asylsøger i omkring halvandet år. Det fremstår heller ikke klart, hvordan afpresserne skulle have været i stand til at udfinde ansøgerens familie under opholdet i Ecuador. Endelig er det påfaldende, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Colombia i efteråret 2015 og frem til [efteråret] 2017 ikke var udsat for trusler, og at ansøgeren herefter i øvrigt først udrejste i [foråret] 2018. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med ukendte afpressere i Colombia/Ecuador, der er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og i det de generelle forhold i Colombia ikke i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/5/MLVT
