Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i et år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Hasaka, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste omkring [efteråret] 2017. Han ønskede ikke at aftjene militærtjeneste, fordi han ikke ønskede at slå nogen ihjel eller selv blive slået ihjel. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, som er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren blev ved endelig dom [i foråret] 2021 afsagt af [byretten] idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket en person flere gange med en kniv. Klageren blev ved dommen udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har i Danmark alene [et familiemedlev] og [et familiemedlem], som han ikke længere har kontakt til. Han kan ikke tale eller forstå dansk. Det fremgår af dommen, at [hændelse]. Klageren har om episoden forklaret, at han mistede besindelsen, fordi han forinden var blevet slået af [familiemedlemmet], hvilket retten i sit bevisresultat har afvist. Det fremgår endvidere, at retten ved strafudmålingen har tillagt det formildende betydning, at volden er udført i en oprørt sindsstemning. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet i form af grov vold ved at stikke en person flere gange med en kniv, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnets flertal finder efter karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet, som klageren efter sin forklaring begik, fordi han mistede besindelsen, sammenholdt med længden af den idømte fængselsstraf, at klageren med rimelig grund må anses at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Den omstændighed, at klageren ikke er dømt for anden kriminalitet, herunder efter dommen fra marts 2021, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Herefter og med henvisning til klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnets flertal efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingeloven § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan gives opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/26/EEB
