Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Al-Midan, Damaskus, Syrien. Klageren boede i en længere årrække forud for udrejsen i [A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit og sin families liv på grund af de generelle forhold. Klageren anførte til støtte herfor, at der var uroligheder og bombardementer i klagerens bydel, og at bydelen var omringet af det syriske militær. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han frygter forfølgelse af de syriske myndigheder som følge af, at han i [1990'erne] var tilbageholdt af den syriske sikkerhedstjeneste i et fængsel i [et antal] måneder, hvor han blev udsat for tortur, og hvorunder han blandt andet [fik skåret legemsdele af]. Endvidere var han i 2012 tilbageholdt af myndighederne i et fængsel i [et antal] dage, hvor han ligeledes var udsat for tortur. Han blev i [efteråret] 2012 opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste på sin bopæl, hvor det lykkedes ham at undslippe, og hvorefter han nogle måneder senere udrejste til Libanon sammen med sin familie. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hans bror i 2019 fik oplyst af en bekendt i efterretningstjenesten, at klageren ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi klageren er efterlyst. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse af de syriske myndigheder, fordi hans to sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien: Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (midlertidig beskyttelsesstatus) under henvisning til, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har boet i Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Opholdstilladelse som følge af klagerens egen og familiemæssige tilknytning til Danmark: Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i klagerens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste til Danmark [i efteråret] 2014 sammen med sin ægtefælle og [et antal] børn, som efterfølgende alle er blevet myndige. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i 7 år. Klageren har arbejdet 12 timer ugentligt [i en ufaglært stilling] siden [sommeren] 2021. Han har bestået Dansk Prøve 1, men kan ikke tale, læse eller skrive dansk. Han er medlem af en [navngiven forening] og en dansk forening, som han ikke kan huske navnet på. Flygtningenævnet finder, at klagerens ophold ikke har haft en sådan varighed og at hans aktiviteter ikke har haft et sådant omfang, at han dermed har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det er i den sammenhæng indgået i vurderingen, at klageren har boet en stor del af sit voksne liv i Syrien, hvor han har gået i skole, og hvor han efter sin forklaring har arbejdet [inden for forskellige håndværkserhverv] i 35 år. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens to voksne sønner opholder sig i Danmark. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at der mellem myndige børn og forældre skal foreligge momenter af afhængighed for at der er tale om familieliv som defineret i artikel 8, stk. 1. Der er ikke grundlag for at antage, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne sønner. Klagerens datter, [B], er […] myndig, og bor stadig sammen med sine forældre. Hun var [8-11] år på tidspunktet for sin udrejse af Syrien, og har opholdt sig her i landet i 7 år. Hun har gået i skole i Danmark, og taler, læser og skriver dansk. Som anført udgør forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke ”familieliv” i Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, som går videre end almindelige følelsesmæssige bånd. Efter den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis stilles der dog ikke krav om sådanne elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til både ægtefællen og datteren [B] udgør ”familieliv” i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fordi familielivet efter omstændighederne vil kunne udleves i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at ægtefællens og datterens sager om inddragelse af opholdstilladelse som familiesammenførte er verserende i Udlændingenævnet. Kompetencen til at vurdere klagerens ægtefælles og datters individuelle forhold, herunder i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilkommer derfor Udlændingenævnet. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at nævnet - hvis Udlændingenævnet træffer afgørelse om ikke at inddrage klagerens familiemedlemmers opholdstilladelse som familiesammenførte - af egen drift vil genoptage behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ligeledes skal Flygtningenævnet vejlede om, at det vil være muligt at søge om genoptagelse af sagen, hvis der ved behandlingen af familiemedlemmernes sager i Udlændingenævnet fremkommer nye oplysninger, som kan have betydning for klagerens sag, herunder for vurderingen i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet bemærker, at det under nævnsmødet er oplyst, at datteren [i vinteren 2021/2022] har ansøgt om asyl. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at nævnet, hvis klagerens datter bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, af egen drift vil genoptage behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2: Det er Flygtningenævnets vurdering, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke er i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har været politisk aktiv, deltaget i demonstrationer eller været medlem af politiske partier eller foreninger, og at han aldrig har haft nogen personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Klageren har ikke kunne oplyse nærmere om, hvorfor han blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i [1990'erne], men Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at han i den forbindelse var tilbageholdt i et fængsel i [et antal] måneder, hvorunder han blev udsat for overgreb. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at torturundersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at klageren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Det lægges som anført til grund, at klageren i forbindelse med sin tilbageholdelse i et fængsel for omkring 30 år siden var udsat for overgreb, men efter en konkret vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet ikke, at der består en reel risiko for, at klageren vil blive udsat for overgreb ved en udsendelse nu. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at foranstalte en torturundersøgelse iværksat. Klagerens forklaring om, at han i 2012 på ny var tilbageholdt i [et antal] dage af den syriske sikkerhedstjeneste, hvorunder han blev udsat for tortur, forekommer udbyggende i forhold til, at han ikke trods udspørgen om sine helbredsmæssige forhold under sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2014/2015] har nævnt noget herom, men først under den opfølgende samtale i 2021 i forbindelse med afgørelsen om inddragelse af hans opholdstilladelse. Klageren har ikke været i stand til at forklare, hvorfor han - som ikke havde været i de syriske myndigheders søgelys siden tilbageholdelsen omkring 20 år tidligere - blev tilbageholdt. Det er Flygtningenævnets vurdering, at der er tale om en udbyggende forklaring, som ikke kan tillægges nogen vægt. Det samme er tilfældet med hensyn til klagerens forklaring om, at han i [efteråret] 2012 blev opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste på sin bopæl, hvor han fik sin ægtefælle og børn til at blokere døren for at forhindre 5-6 mænd fra sikkerhedstjenesten med våben i at komme ind i huset således, at han kunne nå at undslippe. Han har forklaret, at han holdt sig skjult i et par måneder, hvorefter han udrejste sammen med sin familie. Denne forklaring findes at være udbyggende i forhold til den første asylsamtale i 2015, hvor han ikke har nævnt noget om denne episode, hvor han på sin bopæl blev opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste. Endvidere har han ikke været i stand til at forklare, hvorfor sikkerhedstjenesten opsøgte familiens bopæl, og hvorfor han med det samme antog, at det var ham, som sikkerhedstjenesten ville have fat i. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren udrejste legalt til Libanon sammen med sin ægtefælle og to yngste børn, mens hans ældste søn blev tilbage i Syrien for at færdiggøre sin uddannelse. Det kan ikke føre til nogen ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han i 2019 på baggrund af en påtænkt frivillig tilbagevenden til Syrien fik oplyst af sin bror, at han er efterlyst af den syriske efterretningstjeneste. Det forekommer i den forbindelse paradoksalt, at klageren rettede henvendelse til sin kommune i forbindelse med, at han påtænkte en frivillig tilbagevenden, hvis han har været udsat for overgreb som forklaret samt var i risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter de syriske myndigheder, fordi hans to voksne sønner, som nu bor i Danmark, begge har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer til en militærunddrager ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien, medmindre militærunddrageren er profileret eller identificeret som en aktiv modstander af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens to sønner ikke har deltaget i demonstrationer eller været politisk aktive eller på anden måde bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder udover selve militærunddragelsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for overgreb fra myndighederne. Han kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/14/EDO
