Nævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er fra hovedklanen […], subklanerne […] og […] og familieklanen […]. Klageren er fra [by A], Gedo-regeringen, Somalien, og er muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens konflikt med Al-Shabaab. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren også havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede den militære gruppe Al-Shabaab, idet klageren har en konflikt med gruppen. [I vinteren] 2018 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at det måtte antages at være særligt belastende at nægte at forlænge opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til sin konflikt med Al-Shabaab, og at han har modsat sig rekruttering til gruppen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at Al-Shabaab i 2009 angreb klagerens skole, mens eleverne opførte et teaterstykke, hvilket ikke er tilladt ifølge Al-Shabaab, idet det anses for at være uislamisk. Da klageren forsøgte at flygte, blev han overfaldet af et medlem af Al-Shabaab, som skar klageren i ansigtet med en kniv. Efter denne episode har Al-Shabaab opsøgt klagerens familie, forsøgt at anholde klageren og tilbageholdt klageren to gange. Klageren blev fængslet af Al-Shabaab i [vinteren] 2010, men formåede at flygte efter nogle måneder, hvorefter klageren gemte sig i en periode, indtil Al-Shabaab fandt frem til klageren i starten af 2011, hvor klageren atter blev fængslet. Klageren blev straffet ved, at han skulle opholde sig på et varmt bliktag om dagen og fik hældt koldt vand ud over sig om natten. Klageren formåede atter at flygte fra fængslet. Klageren har således brudt Al-Shabaabs regler, hvilket vil have konsekvenser, såfremt klageren vender tilbage til Somalia. Medlemmer af Al-Shabaab kan genkende klageren, idet mange af gruppens medlemmer nu er personer, som klageren voksede op med, herunder hans tidligere venner og naboer. Klagerens familie, herunder hans far, mor og søster er blevet opsøgt af Al-Shabaab flere gange siden klagerens udrejse af Somalia. Klageren har endvidere oplyst, at han i Danmark har uddannet sig til produktionsassistent, og at han har været i fuldtidsbeskæftigelse siden år 2018. Klageren spiller fodbold i en fodboldgruppe, der samler udlændinge og danskere om fodbold, hvor klageren har været aktiv i seks til syv år. Gruppen har flere formål, herunder at integrere udlændinge samt at lære udlændinge det danske sprog. Klageren er desuden medlem af en somalisk forening i [by B], hvor klageren arbejder med unge drenge. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det lægges således til grund, at klageren i 2009 var med til at arrangere teater på sin skole, da skolen blev angrebet af Al-Shabaab. Klageren blev såret, men det lykkedes ham at flygte. Han opholdt sig derefter uden for byen i ni til ti måneder, hvorefter han vendte tilbage til bopælen. Efter få dage blev klageren og hans fætter tilbageholdt af Al-Shabaab. Klageren blev mishandlet under tilbageholdelsen, idet han bl.a. blev overhældt med vand og tvunget til at opholde sig i solen. Klagerens fætter indvilligede i at tilslutte sig Al-Shabaab og blev dræbt i kamp. Klageren afviste at tilslutte sig Al-Shabaab. Efter omkring fem til seks måneder lykkedes det klageren at flygte. Han forsøgte derefter at skjule sig og opholdt sig i udkanten af byen. Efter knap et år blev han kontaktet af Al-Shabaab, mens han var på et cafeteria. Al-Shabaab vidste, hvem han var og tilbageholdt ham igen, denne gang i to til tre måneder. Det lykkedes klageren at flygte igen, og han udrejste kort efter af Somalia. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren har været udsat for forfølgelse som følge af sine individuelle forhold. Klagerens første tilbageholdelse skete således som følge af hans aktiviteter på sin skole og den anden tilbageholdelse skete tillige som følge af, at klageren var flygtet fra den første tilbageholdelse. Endvidere lægger Flygtningenævnet efter klagerens forklaring til grund, at Al-Shabaab søgte efter klageren både ved at henvende sig til klagerens mor i dennes butik og ved at henvende sig på bopælen. Herefter og efter intensiteten af de overgreb, han har været udsat for fra Al-Shabaabs side, må klageren anses for at være profileret i forhold til Al-Shabaab. Af kontrolkort over Somalia fra december 2021 fremgår, at området omkring [by A] er under blandet eller uklar kontrol, og at [by A] er under AMISOM kontrol. Af FN’s sikkerhedsråds dokument nr. S/2021/849, Final report of panel experts of Somalia, af 6. oktober 2021, side 8/93, fremgår imidlertid, at ”the Panel has monitored reports on Al-Shabaab activities and identified areas under its direct control, including … parts of [by A] in Gedo.” Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved tilbagevenden til Somalia fortsat er i risiko for at blive udsat for behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. asylbegrundende overgreb fra Al-Shabaabs side. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinter] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2022/3/jnsa