Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mandlige statsborgere fra Syrien. Ansøgerne er mindreårige og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og muslimer. De er begge født i Danmark. Deres far er fra Damaskus, Syrien, og deres mor er fra [by], Syrien. Ansøgernes far har på ansøgernes vegne som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ansøgerne i Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste, når de kommer i den militærpligtige alder, og at de vil blive bortført, fordi situationen i landet er meget kritisk. Yderligere har ansøgernes far oplyst, at han frygter, at de vil opleve problemer med de syriske myndigheder, eftersom de ikke er registreret i Syrien og ikke er i besiddelse af hverken danske eller syriske ID-dokumenter. Endelig har ansøgernes far henvist til de generelle forhold i Syrien, at ansøgerne aldrig har været i Syrien, og at de ikke har nogen tilknytning til landet. Ansøgernes mor har henvist til de oplysninger, som ansøgernes far er fremkommet med vedrørende ansøgernes asylmotiv og oplyst, at hun på ansøgernes vegne frygter det samme, uanset om en eventuel hjemrejse ville være til Damaskus eller [by]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge de af ansøgernes forældres angivne forklaringer til grund. Begge ansøgere er født i Danmark, og de forhold, der medførte, at ansøgernes forældre fik opholdstilladelse, er således opstået, før ansøgerne blev født. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der herom er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret 2022], at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de på grund af egne forhold eller forhold afledt af deres forældre ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne kan opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, som konsekvens af deres forældres opholdstilladelser, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgernes forældre indrejste i Danmark før ansøgerne blev født. Ansøgerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Der kan således allerede på den baggrund ikke ud fra princippet om beskyttelse af familiens enhed meddeles ansøgerne opholdstilladelse efter § 7. De af ansøgernes forældre påberåbte socioøkonomiske forhold kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet er orienteret om, at ansøgernes mor har en verserende sag om statusændring vedrørende dennes opholdsgrundlag. På det foreliggende grundlag har Flygtningenævnet ikke fundet anledning til at udsætte sagen med henblik på at foretaget samlet behandling af morens sag og de foreliggende sager. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/184/CARA