dub-tysk202220

Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til under henvisning til ansøgers særlige sårbarhed og den alvorlige situation han vil blive sendt tilbage til ved en overførsel til Tyskland.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det forhold, at klagerens datter er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet klagerens datter efter det oplyste er voksen. Flygtningenævnet finder videre, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at en overførsel af klageren til Tyskland ikke kan ske. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har oplyst, at hans datter er gift og har egen familie. Klageren har desuden til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 oplyst, at han ikke har set sin datter siden 2018, men at de taler sammen gennem internettet, samt at datteren ikke ved, at klageren i øjeblikket opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem den herboende datter og klageren omfattet af artikel 16. For så vidt angår det af klageren anførte forhold om klagerens sårbarhed, herunder at han for omkring et år siden blev afhængig af stoffer og alkohol, at han lider af [sygdom] og har problemer med sin hørelse, og de selvmordstanker, han har givet udtryk for, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har haft problemer med en kvinde i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet slået og blevet behandlet dårligt af de tyske myndigheder, hvilket medførte, at han udrejste af landet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de rette myndigheder i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Løbe nr.: Dub-Tysk/2022/20/sme