Nævnet meddelte i november 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [landsby], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taleban eller Hezb-e-islami, idet han i perioden fra 2010 til 2011 arbejdede for [vestlig NGO] og i perioden fra 2012 til sin udrejse i 2014 for [afghansk myndighed]. I ansøgerens sidste stilling var han ansvarlig for registrering af krigsskader i [X]-provinsen samt udbetaling/uddeling af erstatning/hjælp (primært førstehjælp i form af mad tæpper mv.). I perioden fra marts/april 2014 til juni 2014, hvor han forlod sit arbejdede og flygtede fra Afghanistan, modtog ansøgeren adskillige telefoniske trusler samt to skriftlige trusler fra Taleban/Hezb-e-islami. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han som følge af den nuværende situation i Afghanistan, hvor Taleban har fuld kontrol (udøver regeringsmagten), vil være i reel risiko for forfølgelse som følge af sit arbejde i perioden fra 2010 til 2014 for henholdsvis [vestlig NGO] og [afghansk myndighed]. I sidstnævnte stilling havde ansøgeren en ledende og udadvendt funktion, hvor han færdedes med andre ledende personer, herunder [X]-provinsens guvernør. Ansøgerens arbejde er således kendt af store dele af befolkningen i [X]-provinsen og af Taleban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bror, [A], som har arbejdet for de amerikanske styrker og for Afghan Local Police, under udførelse af en opgave for Afghan Local Police i [sommeren] 2019 blev dræbt af Taleban, og at hans bror, [B], blev pågrebet af Taleban i [sommeren] 2022 og fortsat er tilbageholdt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i sin studietid deltog i kurser og konferencer med ISAF, og at han i en periode fra 2010 til 2014 arbejdede for henholdsvis [vestlig NGO] og [afghansk myndighed], at han i sidstnævnte stilling var ansvarlig for registrering af krigsskader i [X]-provinsen samt udbetaling/uddeling af erstatning/hjælp, og at han i den forbindelse offentligt har færdes med ledende politikere herunder [X]-provinsens guvernør. Det lægges desuden til grund, at ansøgerens ene bror, [A], har arbejdet for de amerikanske styrker og for Afghan Local Police, og at han under udførelse af en opgave for sidstnævnte blev dræbt af Taleban i 2019. Det lægges dertil til grund, at ansøgerens yngste bror, [B], blev pågrebet af Taleban i [sommeren] 2022 og fortsat er tilbageholdt. På den baggrund og efter en samlet vurdering, finder nævnet, at ansøgeren vil påkalde sig ikke uvæsentlig opmærksomhed fra Taleban, der i dag har regeringsmagten, og at det er sandsynligt, at han vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/71/tps.