Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens kæreste, med hvem han har et mindreårige barn og planlægger at blive gift med, har opholdstilladelse i Danmark, og som han ønsker at starte et familieliv med. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt international beskyttelse i Spanien [i sommeren] 2020, og at klageren kan indrejse og lovligt opholde sig i Spanien. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de spanske myndigheder [i sommeren] 2022 har bekræftet, at klageren [i sommeren] 2020 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Spanien, og at han har fået udstedt et beskyttelseskort. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren [i efteråret] 2019 er blevet registreret som asylansøger i Spanien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har opnået international beskyttelse i Spanien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, arbejdsmarkedet m.v. Nævnet finder, at forholdene i Spanien ikke er af en sådan karakter, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA Landerapport om Spanien, som er opdateret i marts 2021 (s. 143-145), at personer, der er meddelt subsidiær beskyttelse har ret til samme adgang til social støtte som spanske statsborgere, herunder adgang til økonomisk støtte og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet bemærker videre i den forbindelse, at klageren til sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2022 og [i sommeren] 2022 har oplyst, at han er sund og rask. Såfremt klageren alligevel skulle få brug for hjælp, må han forventes at kunne modtage den nødvendige hjælp i Spanien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren dagligt har haft adgang til mad i Spanien, men at han var utilfreds med kvaliteten. Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har haft konflikter med nogen i Spanien, men at han er kommet til Danmark, fordi han gerne vil bo sammen med sin kæreste og barn. Flygtningenævnet finder, at hverken det forhold, at klageren efter sin indrejse i Danmark er blevet kæreste med en herboende kvinde, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med hvem han har fået et barn med [i sommeren] 2021 og planlægger at indgå ægteskab med, eller den omstændighed, at han har sin bror i Danmark, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [efteråret] 2022 om blandt andet hensynet til klagerens herboende barn, jf. FN’s Børnekonventionens artikel 3 og artikel 9 og EU-Charters artikel 24, stk. 2. og stk. 3., samt retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. For så vidt angår klagerens ret til at udøve et familieliv med sin herboende kæreste og deres fælles barn, falder det uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil. Klageren må i stedet søge familiesammenføring i enten Danmark eller Spanien. Nævnet finder herunder ikke, at det med udgangspunkt i det anførte i AIDA, Country Report Spain, 2021 Update, s. 161, kan fastslås, at der ikke vil være adgang til at opnå familiesammenføring i Spanien. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: §29b-Spa/2022/2/sme
