Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Militaere forhold og politi
Politiske forhold
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], tidligere muslim og nu kristen. Hun er født og opvokset i [by] distriktet, Uganda, og har efterfølgende boet i [landsby], [by] distriktet, Uganda og i [by], Uganda. Ansøgeren har været tilknyttet partiet [partinavn] (i dag betegnet [forkortelse] siden [sommeren] 2018. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, som eftersøger hende for forræderi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun blev en del af partiet [partinavn] i [sommeren] 2018. Hun havde til opgave at gå rundt til adresser i byområderne og overbevise folk om at skifte politisk ståsted, og de lavede lister over de personer, som var interesseret i partiet. En nat i [sommeren] 2018 sparkede otte politibetjente døren ind til hendes bopæl. Politiet slog ansøgeren, hendes kæreste og søster, hvorefter ansøgeren fortalte politiet, hvor listen var. Ansøgeren var efter overfaldet bevidstløs i to uger. Hendes søster døde som følge af politiets overgreb og hendes kæreste blev taget med af politiet. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende ikke på sin egen bopæl, men har fået oplyst af sin nabo, at politiet hver aften opsøgte ansøgerens bopæl og spurgte efter hende. Videre har ansøgeren oplyst, at det af en ugandisk avis fremgår, at hun er efterlyst af myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun ikke længere er muslim. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er frafaldet islam, idet hendes far ville have hende gift med en muslimsk mand på 60 år, da hun var 14 år gammel, hvilket hun nægtede. Hun løb herefter væk hjemmefra. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter [navn], idet hun ikke måtte fortælle nogen om hende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren fremtræder meget troværdig, ligesom hendes forklaring om sine politiske aktiviteter støttes af den avisartikel, som ansøgeren har fremlagt, og som Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at betvivle ægtheden af. Flygtningenævnet bemærker, at de divergenser, der er i ansøgerens forklaringer, enten er mindre centrale eller i vidt omfang kan tilskrives ansøgerens tilstand efter politiets overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med sin familie og med [navn A] ikke har en sådan intensivitet og aktualitet, at de kan danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for overgreb og forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2022/2/SCH