Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er [i vinteren] 2020 blevet idømt fængselsstraf i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens [paragraf]. Klageren er endvidere blevet meddelt et indrejseforbud for bestandigt. [I sommeren] 2020 stadfæstede [landsretten] dommen. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst at have deltaget i demonstrationer i Raqqah, Syrien i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste af samvittighedsgrunde, men at han er blevet indkaldt tre-fem gange og har unddraget sig militærtjenesten. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien da han frygter Islamisk Stat (IS), og at de vil tvangsrekruttere ham, idet han i 2013 er blevet opsøgt to-tre gange af IS på sin bopæl i Raqqa, fordi de forsøgte at tvangsrekruttere alle unge mænd i området. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han som følge af samvittighedsgrunde ikke ønsker, og at han allerede derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [dom] [i sommeren] 2020 straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens [bestemmelser] [for særlig farlig forbrydelse] og udvist for med indrejseforbud for bestandig. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på, at der var tale om en alvorlig sædelighedsforbrydelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som [20-23-årtig] [i efteråret] 2015. Han taler dansk og har ikke haft behov for tolkning under mødet i Flygtningenævnet. Klageren er ugift og har ikke kæreste eller børn. Klagerens forældre og søskende har opholdstilladelse i Danmark. Han har ikke nære slægtninge i Syrien. Han har under opholdet i Danmark taget en [erhvervsuddannelse]og har været beskæftiget blandt andet som [socialfaglig arbejde] hos [arbejdsplads A], hos [arbejdsplads B], hos [arbejdsplads C] og [arbejdsplads D]. Han har tillige taget diverse kurser og har deltaget i sprogundervisning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og personfarlige sædelighedskriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens personfarlige karakter og længden af den fastsatte straf skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han hverken før eller siden gerningstidspunktet [i efteråret] 2019 har begået strafbare forhold, at han har indgået i et visitationsforløb omkring seksuel behandling, og at han har sin familie i Danmark, som støtter ham. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Syri/2022/121/SCH
