Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i et år for overtrædelse af [en række bestemmelser] i straffeloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren tilhører klanen [klan A] og er sunni muslim fra Baidoa, Bay-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller personer fra [klan B], der er majoritetsklanen i klagerens hjemområde. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af al-Shabaab eller andre, fordi han har opholdt sig mange år i vesten og vil blive anset som om én, der har fralagt sig de islamiske værdier. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [A], i [årstal] eller [årstal] blev slået ihjel af nogle personer fra [klan B], idet han havde gjort en kvinde fra klanen gravid. Som følge heraf er klageren efterstræbt af de samme personer, herunder også fordi klageren tilhører minorietsklanen [klan A], som [klan B] er i et modsætningsforhold til. Klageren har endvidere oplyst, at nogle soldater fra [klan B] og fra general Aideeds milits angreb hans families bopæl for 20 år siden, hvor de slog klagerens far og søster ihjel og udsatte klageren for tortur. Klageren har endelig henvist til, at akterne i hans asylsag har været stjålet og i en periode har været i besiddelse af den formodede gerningsmand til tyveriet. Dette kan have medført, at en bredere kreds af personer, herunder med tilknytning til Somalia, er blevet bekendt med hans straffesag. Klageren oplyser, at kriminalitet af den omhandlede karakter, kan medfører at han vil være i overhængende fare i Somalia alene af denne grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. Udlændingelovens § 7. For så vidt angår klagerens oprindelige asylmotiv, finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring herom er i væsentlig uoverensstemmelse med de oplysninger han meddelte i forbindelse med sin asylansøgning i 2000. Flygtningenævnet henviser her særligt til de modstridende oplysninger, om hvem af klagerens familiemedlemmer, der blev dræbt forud for klagerens udrejse. Klageren har i Flygtningenævnet gjort gældende, at såvel hans asylskema, som han oplyser, at han ikke selv udfyldte, samt det efterfølgende samtalereferat, indeholder fejl på helt centrale punkter. Flygtningenævnet kan ikke lægge dette til grund, da der er tale om to af hinanden uafhængige forklaringer. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at begivenhederne fandt sted for mere end 20 år siden, og det må lægges til grund, at klageren er helt uprofileret i forhold til de personer eller bevægelser, der stod bag drabene. Klageren har påberåbt sig, at han vil være i fare fordi sagsakter vedrørende hans aktuelle asylsag har været stjålet og senere er skaffet til veje på ny af myndighederne. Efter de foreliggende oplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at akterne alene har befundet sig på den mistænktes bopæl eller opholdssted. Intet tyder på, at der er udvist særlig interesse for disse sagsakter. Flygtningenævnet fin-der det endvidere usandsynligt, at oplysninger om en dom for kriminalitet begået i Europa, vil have væsentlige negative konsekvenser for klageren ved en tilbagevenden til Somalia. Det bemærkes endvidere, at klageren kommer fra Baidoa, som ikke er under permanent kontrol af islamister. Klageren vil desuden have mulighed for at tage ophold andre steder end i områder kontrolleret af Al-shabaab eller tilsvarende bevægelser. For så vidt angår de generelle forhold i Somalia må det lægges til grund, at disse er vanskelige, men forholdene i det område, som klageren kommer fra, er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Dette gælder uanset klagerens klantilhørsforhold. Flygtningenævnet finder ikke at de påberåbte baggrundsoplysninger sandsynliggør at klageren alene på grund af sit klans tilhørsforhold vil være i risiko for forfølgelse. Da Flygtningenævnet således finder, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/4/ROZ