Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 1997 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af § 244 og § 245, stk. 1, samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved Højesterets dom af [dato i] 2018 blev klageren straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3. Straffen blev fastsat som en fællesstraf omfattende betingede domme af [dato i] 2016 og [dato i] 2016, hvorved klageren var straffet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, og straffelovens § 291, stk. 2, jf. stk. 1. Klageren blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6, og § 32, stk. 2, nr. 3. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er født i [et land i Mellemøsten], men hans forældre er libyske statsborgere. Klageren har oplyst, at han kommer fra en muslimsk familie, men at han ikke bekender sig til en specifik religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at magthaverne og myndighederne i Libyen vil slå ham ihjel, fordi hans far har haft en konflikt med Gadaffi-regimet, idet klagerens efternavn er associeret med regimemodstandere, og fordi han er flygtet fra en tilbageholdelse, hvorfor han vil blive anset som landsforræder. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til, at han i Libyen af offentligheden vil blive opfattet som homoseksuel, idet han bærer synlige tatoveringer og piercinger på kroppen, hvilket vil få negative konsekvenser. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra både myndighederne og samfundet, fordi han er frafaldet islam. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [en kortere årrække i slutning af 2000’erne/starten af 2010’erne], da han var omkring [15-18] år gammel, af sine forældre blev sendt på genopdragelses rejse til Libyen. Formålet hermed var, at han skulle stifte nærmere bekendtskab med de libyske traditioner og kulturen, idet hans forældre ikke var tilfredse med hans livstil, hvor han gik til fester, røg cigaretter og drak alkohol. Under sit ophold i Libyen gik han på en koranskole og en almindelig skole. Han boede i [en bydel] i Tripoli hos sin familie. […] Da krigen brød ud i Libyen, blev klageren en dag tilbageholdt af den libyske efterretningstjeneste, fordi han var mistænkt for at deltage i oprør mod Gadaffi-regimet, dels fordi han havde en benzindunk i sin bil, og dels fordi han oplyste sit fulde navn. Den libyske efterretningstjeneste førte ham til et lokalt fængsel, hvor han opholdt sig i nogle uger uden familiens kendskab. Klageren blev herefter med tvang ført til en militærbase i Tripoli, hvor han blev tvunget til at deltage i krigen. Under sit ophold blev klageren kontinuerligt udsat for tortur. Efter nogle måneder, blev klageren tvunget til at udføre forskellige opgaver, herunder at fungere som menneskeligt skjold. Han skulle senere oplæres som soldat. Klageren var tilbageholdt i omkring to til tre måneder, hvorefter det lykkedes ham at manipulere militsgruppen til at tro, at han skulle udføre en opgave for den gruppe, som havde bortført ham, hvorved det lykkedes ham at flygte til sit hjemområde, hvor han mødtes med en menneskesmugler, som smuglede ham over grænsen til [et naboland til Libyen]. I [nabolandet] modtog han, med hjælp fra Det Danske Generalkonsulat, en rejsetilladelse til Danmark. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt til grund, at klagerens far har haft en konflikt med det tidligere Gadaffi-regime, og Flygtningenævnet tiltræder desuden Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke personligt er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af farens konflikt med det tidligere regime. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder navnlig at konflikten var med de tidligere magthavere og fandt sted inden klagerens far udrejste fra Libyen i [slutningen af 1980’erne], at klageren efterfølgende flere gange og af længere varighed har været i Libyen blandt andet samme med [nære familiemedlemmer], at der er sket en ændring af magtbalancen i Libyen, samt at klageren ikke har været i stand til at konkretisere, hvem det er, han frygter ved en tilbagevenden. Flygtningenævnets flertal tiltræder, at klagerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af den libyske efterretningstjeneste og tilbageholdt med henblik på deltagelse i krigsførelse, ikke kan lægges til grund. Flertallet har herved som Udlændingestyrelsen lagt afgørende vægt på, at klageren først har oplyst herom i tilknytning til udsendelsessagen, og at han flere gange forud for udsendelsessagen har oplyst, at han flygtede fra sin familie. Flygtningenævnet bemærker, at uanset om klagerens forklaring kunne lægges til grund, ville dette efter det foreliggende ikke i sig selv være asylbegrundende navnlig henset til den tid der er forløbet, sammenholdt med at der har været et regimeskifte i Libyen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er frafaldet islam, og at han i ikke uvæsentligt omfang er tatoveret og piercet, og at han desuden ved sin fremtoning fremstår vestliggjort. På denne baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Libyen, herunder det hollandske udlændingeministeriums rapport: Country of Origin Information Report on Libya, fra juni 2020, finder Flygtningenævnet, at klageren er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hindre for, at han udsendes tvangsmæssigt til Libyen. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Højesterets dom af [dato i] 2018 straffet med fængsel 1 år og 3 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245. Flygtningenævnet finder, at den pådømte kriminalitet må anses for en særlig farlig forbrydelse. Efter karakteren og omfanget af den pådømte kriminalitet finder Flygtningenævnet endvidere, at klageren må anses som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf desuden lagt vægt på, at tiltalte i ikke uvæsentligt omfang er forstraffet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 191, og at klageren efter sin egen forklaring, efter Højesterets dom har gjort brug af et falsk rejsedokumenter i forbindelse med, at han har levet under jorden. Klageren har ikke stiftet familie, og der er ikke oplysninger om noget bestående afhængighedsforhold, og det lægges til grund, at klageren er sund og rask. Efter en samlet afvejning af klagerens personlige forhold over for den pådømte, meget alvorlige personfarlige kriminalitet, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, herunder hensynet til families enhed, som taler for, at klageren ikke skal være udelukket fra opholdstilladelse. På denne bagrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.” Liby/2022/2/mima
