Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er [i foråret] 2020 ved ankedom i [landsretten] idømt en fællesstraf af 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 og § 279 a, delvis § 21, og § 285 jf. § 276. Fællesstraffen omfatter en betinget straf fra [vinteren] 2019 på fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 276 a. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 2 og 6, og § 23, nr. 2 og 3, samt § 24, nr. 2. Klageren er herudover idømt en fængselsstraf i 7 måneder for overtrædelse af hjemrejselovens § 23, stk. 2. Han blev samtidig udvist med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by] i [region] området, Zoba Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet på livstid af de eritreiske myndigheder, idet han er udrejst illegalt og derved betragtes som en landsforræder. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive hvervet til nationaltjeneste af de eritreiske myndigheder, idet han er [i 20’erne]. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationaltjeneste i Eritrea, og at han allerede derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved ankedom fra [landsretten] af [foråret] 2020 straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 288, § 276 og § 279a og udvist med indrejseforbud i 6 år. Straffen var en fællesstraf med dom af [vinteren] 2019 for overtrædelse af straffelovens § 276 a, hvor klageren blev idømt 60 dages betinget fængsel. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på den begåede kriminalitet, herunder røveri og tyveriforholdene. Klageren er tillige ved dom fra [byretten] af [vinteren 20/21] straffet med fængsel i 7 måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af hjemrejselovens § 12 og 13. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet – navnlig røveri og tyveri - at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som [mindreårig][i efteråret] 2014. Han taler dansk. Klageren er ugift og har ikke kæreste eller børn. Klagerens mor bor efter det oplyste angiveligt i Etiopien. Klageren har tre søstre i Eritrea, som han taler med, og to brødre i [et mellemøstligt land]. Klageren har [et fjernere familiemedlem] i Danmark, som han også har kontakt med. Han har under opholdet i Danmark gået på sprogskole og har gået på efterskole i 9. og 10. klasse, men fik ikke taget sin afgangseksaminer, da han blev bortvist fra efterskolen som følge af hashrygning. Han har desuden været i praktik på [praktikplads] i 7 måneder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den kriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er tale om flere domme af berigelseskriminalitet og på længden af den fastsatte straf, hvilket skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold, herunder at han har flere domme for berigelseskriminalitet og senest en dom i [vinteren 21/22] for overtrædelse af hjemrejseloven sammenholdt med hans manglende tilknytning til det danske samfund, herunder at hans nærmeste familie ikke bor i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Erit/2022/8/ROZ
