dub-tysk20229

Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at De har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden Deres asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage Dem, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle Deres ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage Dem i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at De har oplyst, at De lider af maveproblemer, og at De ikke blev opsøgt af en læge, da De i Tyskland var i isolation på grund af smitte med Covid-19, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at De må antages at kunne modtage den nødvendige sundsbehandling i Tyskland. Nævnet bemærker i den forbindelse, at De har oplyst, at De ikke havde behov for lægehjælp under Deres isolation. Nævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af Dem underretter de tyske myndigheder, såfremt De har behov for lægebehandling, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis De samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre Dem til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at Deres asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2022/9/mima