dub-tysk20223

Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har oplyst, at han er utilfreds med de tyske udlændingemyndigheders behandling af klagerens asylsag, og at de mange års uvished har været hårde. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [vinderen 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han ikke mener, at de tyske myndigheder har behandlet hans asylsag tilfredsstillende, og at han frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til [sit hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/3/YARS