Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der en indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Tyskland, idet han ikke bryder sig om at være der, da han ikke kan lide landet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af registreringen i Eurodac, at klageren [i foråret] 2022 er blevet registreret som asylansøger i Tyskland, ligesom klageren [i sommeren] 2022 over for Udlændingestyrelsen har bekræftet, at han tidligere har søgt om asyl i Tyskland. Det forhold, at klageren har et socialt netværk af venner og bekendte i Danmark, og at han ønsker at være hos dem, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den anledning, at klagerens individuelle præference i forhold til, hvilken medlemsstat, der bør være ansvarlig for behandlingen af hans asylsag, ikke kan tillægges betydning, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren ikke er blevet vejledt af de tyske myndigheder om muligheden for at søge om midlertidig opholdstilladelse, da han udrejste som følge af den [land A’s] invasion i [land B], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/11/sme
