Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde ansøgt om international beskyttelse i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har et psykisk handicap og manglende lægebehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Norge og herefter er udrejst af Norge under behandlingen af hendes asylsag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren og hendes far har henvist til, at klageren har et psykisk handicap og at hun ikke har fået lægebehandling i Norge, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må antages at kunne den nødvendige hjælp og sundhedsbehandling i Norge. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Norge ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de norske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplyser, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Norge er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Norge, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Norg/2022/2/juri
