Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til det af klageren oplyste vedrørende forholdene på det opholdscenter, han blev anvist til i Nederlandene, samt til klagerens helbredsmæssige udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18 stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste oplevede at blive udsat for diskrimination under sit ophold i Nederlandene, herunder at der skete forskelsbehandling af forskellige grupper af asylansøgere på asylcentret, samt at han blev indkvarteret på et værelse sammen med fire andre personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Såfremt klageren i Nederlandene fortsat måtte opleve diskrimination i forbindelse med ophold på et asylcenter eller lignende, må den pågældende henvises til at indgive en klage herom til de relevante nederlandske myndigheder. Det forhold, at klageren har oplyst, at han for omkring to år siden begyndte at få hukommelsesproblemer, og at dette påvirker ham meget, kan ikke heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder, som må forventes at kunne tilbyde klageren den nødvendige sundhedsbehandling. Nævnet forudsætter endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de nederlandske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2022/3/anfi
