Dublin Familierelationer og aegteskabslignende forhold
Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Dublin
Artikel 13 (Indrejse og eller ophold)
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har to fætre og en kusine i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at disse relationer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Ital/2022/14/EEB