Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at klageren, der er døvstum, ville risikere behandling omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af modtageforholdene og de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig. Flygtningenævnet udtalte: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Frankrig og herefter er udrejst af Frankrig under behandlingen af hans asylsag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig den 25. november 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren er født døv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under sit tidligere ophold i Frankrig har haft adgang til kost og logi samt adgang til lægehjælp. Ansøgerens basale behov er således tidligere blevet dækket under ansøgerens ophold i Frankrig, og det lægges til grund, at ansøgeren fortsat vil have adgang til kost og logi samt lægehjælp ved en tilbagevenden til Frankrig. Nævnet bemærker ydermere i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Frankrig, fordi de franske myndigheder har afvist hans asylansøgning, og at Frankrig derfor vil sende ham tilbage til sit hjemland, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Frank 2022/3/MNR
