afgh202247

Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim født i Khandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet hendes far og farbror har arbejdet som henholdsvis [arbejdstitel] og [arbejdstitel] for amerikanerne, hvorved ansøgerens farbror er blevet slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er blevet opsøgt og truet af Taleban. Videre har Taleban opsøgt og truet ansøgerens moster og tidligere nabo for at finde ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren som asylmotiv videre henvist til, at hun er vestliggjort. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun lever frit i Danmark og ikke efter de typiske afghanske normer, samt at hun er interesseret i andre religioner end Islam og ønsker at frigøre sig fra religion. Siden Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021 er der sket et magtskifte i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taleban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taleban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taleban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taleban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far har arbejdet som [arbejdstitel] for [arbejdstitel], herunder farbroren, der arbejdede for de amerikanske styrker, at farbroren blev dræbt af Taleban i 2009, og at familiens hus blev opsøgt af Taleban omkring 4 dage efter drabet, hvor ansøgeren var [12-15] år, hvorefter ansøgerens far og mor flygtede fra Khandahar sammen med ansøgeren og hendes bror. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en hverken personlig eller afledt konflikt med Taleban som følge af faren og farbrorens forhold. Det findes således alene at bero på ansøgerens egen formodning, at ansøgeren og ansøgerens mor og bror skulle være efterstræbt af Taleban. Herved har nævnet dels lagt vægt på, at faren og farbrorens konflikt med Taleban ligger [nogle] år tilbage, dels - og særligt - at det af ovennævnte baggrundsoplysninger fremgår, at visse Taleban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker, Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taleban-regimets side. Dertil kommer, at der ikke er oplysninger om, at Taleban har interesseret sig for eller vil interesse sig for personer som ansøgeren, hvis familiemedlemmer for mange år siden har haft en konflikt med Taleban som følge af arbejde for amerikanerne. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at bestemte personer fra Taleban vil efterstræbe ansøgeren, som følge af faren eller farbrorens forhold. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens mors forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren 20/21] til grund om, at Taleban under en telefonsamtale med morens søster på truende vis skulle have sagt, at de godt kendte ansøgerens familie, som var flygtet. Ansøgerens mors forklaring herom er først fremkommet i perioden efter den første samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren 20/21] i forbindelse med farens inddragelsessag og fremstår blandt andet henset til det tidsmæssige perspektiv konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne, herunder de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f., lægges til grund, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at hun vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens troværdige forklaring om sin livsførelse, der – blandt andet – har indebåret diskotekbesøg, indtagelse af alkohol og forskellige kærester, inden hun blev gift. Herudover har nævnet lagt vægt på oplysningerne om karakteren af de fotos, hun har haft lagt op på sin [socialt medie]-profil, der til tider har været åben, sammenholdt med hendes fremtræden under nævnsmødet. Derfor må nævnet lægge til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig levestil, at hun vil påkalde sig tydelig opmærksomhed fra Taleban, der i dag har regeringsmagten, således at det er meget sandsynligt, at hun vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/47/mmad