Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det ved en overførsel til Tyskland ikke ville kunne garanteres, at klageren kunne få sin sag behandlet i samme land som sin bror. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [dato i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Flygtningenævnet finder, at Tyskland rettelig skulle have accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, idet klageren er registreret med Eurodac-hit den [dato i vinteren 21/22] i Tyskland. Det forhold, at det ikke kan garanteres, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil få behandlet sin asylsag sammen med sin brors asylsag, som verserer i [et andet land i Europa], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens bror ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes, at klageren og klagerens bror begge to er voksne, og at der ikke efter det oplyste består et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens bror, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/6/rila
