stat20227

Nævnet hjemviste i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt fire børn fra [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Sagen er sambehandlet med [Stat/2022/8/SELS]. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinensere fra [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de generelle forhold i [land uden for UNRWA’s mandatområde], herunder forholdene for statsløse palæstinensere. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det er forfærdeligt i [land uden for UNRWA’s mandatområde], og at man ikke kan gå ud om aftenen efter kl. 19.00. Folk bliver kidnappet, og der er ingen kontrol eller sikkerhed. Det er svært at trives og få et fornuftligt liv som statsløs palæstinenser i [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Ansøgeren har videre oplyst, at hans [familiemedlem] har været tilbageholdt og udsat for tortur i [land uden for UNRWA’s mandatområde]. [Familiemedlemmet] blev løsladt, fordi ansøgerens [andet familiemedlem] betalte en løsesum. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at ansøgeren og hans familie har en konflikt med en mand, som støtter [x] ekstremister. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at personen har brændt familiens hus og biler ned, og at han tit var beruset og forsøgte at lægge an på familiens kvinder. Ansøgeren og [familiemedlemmer] slog manden, og i dag støtter manden [x] ekstremister og kan derfor blive farlig. Ansøgerens familie i [land uden for UNRWA’s mandatområde] er flyttet til et nyt nabolag, men denne mand har én gang for 1,5 år siden fulgt efter ansøgerens [familiemedlemmer] og truet dem våben. Under henvisning til sammenhængen mellem ansøgeren og børnenes sag og ansøgerens tidligere ægtefælles sag besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere afdækning af omstændighederne ved den verserende straffesag og en stillingtagen til den kvindelige ansøgers nye asylmotiv. ” [Stat/2022/7/SELS]