Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af en bande ved navn [A] og dens leder, [B]. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har han oplyst, at han ved havnen i [den marokkanske by C] har smuglet hash og heroin for banden, ligesom han andre gange også har smuglet mennesker. I begyndelsen var ansøgeren ikke bekendt med, at banden smuglede narkotika og handlede med mennesker. Ansøgeren har hver måned hjulpet fem til seks personer med at flygte fra Marokko, hvilket stod på i omkring fire måneder. Hver gang politiet spurgte ansøgeren om, hvem han arbejdede for, svarede ansøgeren, at han arbejdede for [B], hvorefter han fik lov til at gå. Efter fire måneders arbejde for banden fulgte det spanske politi efter ansøgeren i farvandet ved grænsen til Marokko. Ansøgeren var derfor nødt til at kaste varerne i havet, idet det kunne give ti til 15 års fængsel, hvis han blev fanget af den spanske kystvagt. Han skyndte sig herefter at vende båden om og sejle tilbage til [den marokkanske by D], hvor hans ven rådede ham til at tale med medlemmerne af [banden A] om hændelsen med det spanske politi. Endvidere har ansøgeren oplyst, at bandemedlemmerne beskyldte ham for at lyve, da han fortalte dem om hændelsen med det spanske politi. Han blev bundet til en stol og udsat for fysisk vold. Banden mistænkte ansøgeren for at have solgt de store mængder af hash og heroin til andre, hvorfor de krævede to millioner dirham svarende til omkring 200.000 euro af ansøgeren. Ansøgeren og bandemedlemmerne opholdt sig i en efterladt bygningen ved havnen, og medlemmerne kontaktede [B], hvorefter de igen slog ansøgeren og smeltede plastik på ansøgerens krop. Ansøgeren blev udsat for tortur i tre dage og blev fundet i den efterladte bygning af en dame, der kontaktede politiet. Ansøgeren oplyste til politiet, hvem han arbejdede for, hvorefter politiet bemærkede, at de ikke kunne hjælpe ham, og at han ikke skulle fortælle om hændelsen til andre. Ansøgeren rejste derefter til [den marokkanske by C] og udrejste i [sommeren] 2016. Der er i advokatindlægget nedlagt principal påstand om asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og mest subsidiært hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på gennemførelse af en torturundersøgelse eller en retsmedicinsk undersøgelse samt til afklaring af statsborgerskab, idet det er gjort gældende, at ansøgeren er statsløs og således ikke marokkansk statsborger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring udrejste af Marokko i [sommeren] 2016, hvorefter han opholdt sig i en række forskellige lande og herefter først søgte om asyl i Danmark i [efteråret] 2020, selv om han efter sin forklaring var flygtet fra bandemedlemmer i Marokko. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [en dato i efteråret] 2021 – efter at være foreholdt tidligere afgivne forklaringer til udlændingemyndighederne – erkendte, at disse tidligere forklaringer var ”løgn”, og at hans tidligere forklaringer om bl.a. fødested i Algeriet samt familie i henholdsvis Danmark og Marokko således var forkerte. Tilsvarende gør sig gældende for forklaringen om ansøgerens alder, som Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved afgørelser af henholdsvis [en dato i sommeren] 2021 og [en dato i vinteren] 2021 har tilsidesat, idet det i disse afgørelser er lagt til grund, at ansøgerens fødedato ikke er [en dato i vinteren] 2001, som oplyst af ham selv, men derimod [en dato i vinteren] 2005. Flygtningenævnet finder, at disse forhold i væsentlig grad nedsætter ansøgerens generelle troværdighed. Der foreligger ingen skriftlig dokumentation for nogen dele af asylmotivet eller identitetspapirer vedrørende ansøgeren, og asylmotivet beror således alene på ansøgerens egen forklaring. Flygtningenævnet finder om denne forklaring, at der til dels er forklaret udbyggende og divergerende om hændelserne med banden i Marokko, herunder om omfanget af overgrebene på ansøgeren, idet det først er i advokatindlægget og i forklaringen for nævnet, at ansøgeren forklarer, at bandemedlemmerne også skar i ham med en kniv (advokatindlægget) eller et barberblad (forklaringen i nævnsmødet). Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin efterfølgende kontakt med vennen [E], om sin flugt fra bandemedlemmerne og om et ophold i [et europæisk land]. Flygtningenævnet finder ligeledes, at forklaringen om asylmotivet – herunder i lyset af ansøgerens generelle troværdighed – i sig selv fremstår konstrueret til lejligheden, idet navnlig forklaringen om smuglingen af pakker og mennesker samt de udførte overgreb på ansøgeren forekommer usandsynlig. Det forhold, at ansøgeren fremtræder med ar på kroppen, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur efter forklaringen herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Marokko ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Navnlig for så vidt angår den mest subsidiære påstand om, at der iværksættes en torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at nævnet som anført har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er behov for en torturundersøgelse af hensyn til den nødvendige asylretlige vurdering af sagen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder efter sagens oplysninger heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til afklaring af statsborgerskab. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Maro/2022/5/MLVT.
