Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der af de tyske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandles i Danmark, til, at han i Tyskland frygter nogle privatpersoner. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2021 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at personer, som han i [sit hjemland] har en konflikt med, har truet ham gennem nogle bekendte i Tyskland, og at de bekendte har oplyst klageren, at personerne fra [hans hjemland] er bekendt med, at klageren er i Tyskland, og at han derfor burde udrejse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han ikke forud for sin udrejse af Tyskland, har rettet henvendelse til myndighederne vedrørende sit eventuelle behov for beskyttelse i mod privatpersoner. Ydermere er lagt vægt på, at personerne, efter det oplyste, ikke opholder sig i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/2/gdan
